Hej LLOH,
Jeg er medlem hos jer og har fået varslet en lejeforhøjelse for et kælderlokale på 10-12 m2. Jeg synes det er en lidt stor stigning - over 100%.
Er der noget jeg kan gøre andet end at acceptere?
Der er et almindeligt pulterrum i loftsetagen tilknyttet mit boliglejemål i ejendommen. Varslingen vedrører derfor et separat lejet kælderlokale, der anvendes til opbevaring at værktøj til hobbyformål. Aftalen er indgået på en særskilt lejekontrakt - se vedhæftede.
Hav en go’ dag
Lejer
LLO's svar: Høj stigning, men...
Hej medlem,
Tak for det fremsendte.
Lejen for dette lokale er fastsat efter markedslejen, og udlejer har derfor ret til at varsle en lejestigning i overensstemmelse med Erhvervslejeloven. Jeg anerkender, at det rent økonomisk er en høj stigning for det pågældende kælderlokale.
Når det er sagt, så er der ikke meget beskyttelse for lejeren i og med, at aftalen er indgået som en selvstændig kontrakt. Hvis du protesterer mod lejeforhøjelsen, vil udlejer forventeligt afgive en opsigelse af lokalet på en måneds varsel, hvilket de juridisk har ret til, da der ikke skal afgives en begrundelse for opsigelsen i dette tilfælde.
Jeg håber at denne information har belyst dine rettigheder, trods det formentlig ikke var det svar, som du havde håbet på.
Hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere afklaring, er du velkommen til at kontakte os.
Venlig hilsen
Eva S. Jensen
Souschef Juridisk rådgiver,
LLO Hovedstaden