Tro er som bekendt mange ting. Og kan troen ikke just flytte bjerge, så kan den i hvert fald flytte en udlejers troværdighed!
I Aalborg troede en privat udlejer og hans byggefirma, at hans sidste beboer var flyttet fra sin lejlighed i ejendommen Svendsgade 5A. Byggefolkene tog strømmen, derefter vandet og til sidst blev taget fjernet over den beboede lejlighed. Den enlige mand i huset fik også smadret sit toilet, siger han. Derpå gik firmaet igang med at renovere huset, selvom lejlighedens beboer protesterede.
Byggefirmaets direktør og medejer af huset, Jesper Stepien, undskylder sig til Nordjyske Stiftstidende med, at han ikke vidste, der stadig boede en person i huset, som han – siger han – havde købt ud fra et salgsmateriale, hvor ejendommen skulle være tom. Direktøren indbragte sagen for fogedretten, der først kan behandle sagen i denne måned. Men det ville Jesper Stepien ikke vente på i august. Hans firma fortsatte renoveringen. Ved politiets mellemkomst blev loftet dog pakket midlertidigt ind i presenninger.