Skip to main content

Aarhus: Lejerforening skal betale en kvart mio. til LLO

Lejernes LO skal have knap en kvart mio. kr. i kontingentrestancer fra den tidligere LLO-afdeling i Aarhus, der nu hedder Lejerforeningen Aarhus og Omegn. En dom fra Retten i Aarhus i november fejede samtidig et modkrav af bordet fra Lejerforeningen mod LLO på ikke mindre end 456.000 kr. Aarhus fik alene medhold i 20.400 kr, som vedrører et særskilt kontingent til Servicekontoret i Aarhus.

Sagen handler om, at Lejerforeningen, der påstod sig udmeldt af LLO i 2018, allerede i 2016 standsede kontingentindbetalingen og derfor kom i stor kontingentrestance. Endvidere drejer sagen sig om gyldigheden af udmeldelsen. LLO havde krævet 303.800 kr plus procesrenter, samt at retten kendte udmeldelsen fra september 2018 for ugyldig.

Dette sidste fik LLO ikke overbevist retten om. Måske derfor har Lejerforeningen anket dommen til Vestre Landsret. Men Lejerforeningen skal betale omkostninger i byretssagen på tilsammen 55.400 kr.

LLO’s advokat, Jakob Busse, er tilfreds med dommen, selvom den kun giver LLO delvist medhold.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top