Skip to main content

Airbnb skubber mennesker ud af byerne

Der var en tid for ikke så længe siden, hvor udlejnings-tjenester som Airbnb forekom de fleste af os som værende ukomplicerede og rigtig gode alternativer til traditionelle overnatninger i fremmede byer.

I dag ved vi, at det som regel er lidt mere kompliceret, og at Airbnb bestemt ikke kun er en fordel for nysgerrige og rejsende.

I en tid med betydelig mangel på betalelige boliger er udlejningstjenester som Airbnb med til at presse priserne på boligmarkedet op.

For boligpriserne er på himmelflugt, og det, at man som boligsøgende reelt konkurrerer med turister med et feriebudget i baglommen, gør kun situationen værre.

Sidste år udlejede Airbnb tre millioner overnatninger og 30.000 danskere stillede deres boliger til rådighed. Og selv om der for de fleste var tale om enkelte udlejninger, så nærmer det sig egentlig hoteldrift for en lille gruppe.

Der er derfor behov for rammer og regulering af området. For hvis ikke man fra politisk side griber ind, kan resultatet let blive, at almindelige mennesker presses ud af byerne, når gode, gedigne lejligheder omdannes til hoteller og lejes ud på korte kontrakter – med utryghed og stigende priser som resultat.

Airbnb skal reguleres, f.eks. med en øvre grænse på 4 ugers udlejning årligt. Ikke med et egentligt forbud men en ramme, så det bliver en ret for alle – og ikke som i dag - kun for folk i andels- og ejerboliger eller lejere med en udlejer, der har givet tilladelse. Vi vil ligestilles, så også lejerne kan deltage i en reguleret deleøkonomi.

Og så skal der bygges nye og betalelige boliger. For på et velforsynet boligmarked med en tilstrækkelig andel af gode og betalelige boliger vil en reguleret deleøkonomi kunne blive et bud på en moderne og god udnyttelse af vores bygninger.

 

Om forfatteren

Se artikler af Helene Toxværd

Landsformand for Lejernes Landsorganisation Danmark og formand i LLO Hovedstaden.

Back to top