Hej,
Som aftalt over telefonen, vil jeg gerne have en vurdering af, om jeg betaler for meget i husleje. Jeg har vedlagt billederne af mit lejemål, sidste indbetaling af leje via betalingsservice på 14.943,19 kr. samt lejekontrakten fra 1. januar 2020. Mine spørgsmål omhandler følgende: 1. For høj husleje 2. Boligens areal - er boligen den angivne størrelse eller mindre?
Med venlig hilsen Lejer
LLO’s svar:
Hej lejer!
Tak for din mail. Jeg har fået tildelt din sag og vil fremover være din juridiske rådgiver på sagen.
Jeg har gennemgået lejekontrakten og har følgende bemærkninger til dig:
I forhold til arealet, er det i lejekontrakten oplyst 81 m2, men på BBR fremgår 75 m2. Huslejenævnet vil altid lægge BBR-oplysningerne til grund, medmindre udlejer kan dokumentere, at arealet korrekt udgør 81 m2 ved fremsendelse af korrekt arealopmåling fra arkitektfirma el.lign..
Din leje, eksklusive forbrug, er pr. 1. januar 2024 kr. 13.753,67 månedligt eller kr. 2.200,5 pr. m2 årligt ved 75 m2, hvilket jeg vurderer overstiger det lejedes værdi, hvorfor jeg anbefaler dig at få prøvet huslejen.
Lejen må ikke overstige den leje, der betales for tilsvarende lejemål med hensyn til beliggenhed, art, størrelse, kvalitet, udstyr og vedligeholdelsestilstand.
For at finde ud af om udlejer opkræver en korrekt husleje, kan man anmode udlejer om at fremsende redegørelse og dokumentation for lejens fastsættelse. I samme omgang kan man spørge, om udlejer er interesseret i at forhandle huslejen ned til et mere rimeligt niveau. Man kan ikke indbringe sagen for huslejenævnet, før du har forsøgt at forhandle med udlejer først.
Hvis udlejer sender dig den ønskede dokumentation og/ eller ønsker at forhandle, er du meget velkommen til at vende tilbage til mig, så jeg kan hjælpe dig med forligsforhandlingerne. I den forbindelse plejer jeg at forslå et telefonisk møde, hvor vi sammen taler om et acceptabelt forligsilbud.
Hvis udlejer ikke svarer eller ikke vil indgå forlig, kan sagen sendes til huslejenævnet. Dette koster et nævnsgebyr på kr. 357. I det tilfælde vil jeg også vejlede dig nærmere om processen for indbringelse - evt. ved at vi i LLO indbringer sagen for dig, hvis det er det, du ønsker.
Din leje er senest steget den 1. januar 2024, hvorfor vi skal indbringe sagen for huslejenævnet inden den 1. januar 2025. I så fald vil en nedsættelse få virkning tilbage fra sidste stigning. Du har derfor god tid.
Giver ovenstående anledning til yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive til mig.
Venlig hilsen
Camilla H. Sørensen
Juridisk rådgiver, LLO Hovedstaden