Boligselskabet FSB’s bestyrelse ændrede beslutning i december og bøjede sig for beboerdemokratiet. Opsigelsen af tre familier blev kaldt tilbage.
Julemåneden var gået ind i sin anden uge, da den glade nyhed ramte beboerne i det store, almene ejendomskompleks Blågården på Nørrebro i København. Måneders usikkerhed om tre familiers forbliven eller udsmidning fik en lykkelig udgang med beskeden fra deres advokat. For flere hundrede andre lejere handlede striden om selve meningen med beboerdemokratiet. Altså om lejerne selv og boligselskabet FSB’s øverste myndighed, repræsentantskabet, skulle afgøre striden eller om et lille flertal i organisationsbestyrelsen kunne overtrumfe beboerdemokratiet.
Bestyrelsen ændrer beslutning
Den 9. december om aftenen besluttede en ”stort set enig” organisationsbestyrelse, at de tre familier alligevel ikke skulle sættes ud af deres lejlighed og kan blive boende. En ny bestyrelse fulgte dermed den beslutning, som FSB’s repræsentantskab traf i august om, at FSB skulle tilbagekalde udsættelserne af de berørte familier, bestående af 16 personer, selvom selskabet godt kunne smide dem ud. Forinden havde 500 beboere i Blågården med stort flertal vedtaget det samme. Hverken beboerflertallet eller flertallet i repræsentantskabet mente, at de unge mænd i familierne skabte utryghed, fordi de aldrig havde generet andre beboere eller ansatte eller på nogen måde havde gjort sig uheldigt bemærket før.
Koran-afbrænding og mod-demontration
Det, der udløste konflikten var uroligheder, der opstod da den ekstreme højre-politiker Rasmus Paludan i foråret 2019 lavede et koran-afbrændings- show på Blågårds Plads og startede en mod-demonstration, der endte i optøjer. 10 personer blev efterfølgende idømt fængselstraf for at kaste med brosten, glasskår, stole og fyrværkeri mod politiet.Iblandt de 10 var fire unge mænd fra Blågården, hvis forældre derefter blev opsagt.
Disse opsigelser blev imidlertid underkendt af af FSB’s øverste myndighed, repræsentantskabet, men på trods heraf efterfølgende fastholdt af organisationsbestyrelsens flertal. Det var denne beslutning, der blev omgjort i julemåneden.
Straks efter sagde FSB’s formand, Jean Thierry:
”Flertallet i organisationsbestyrelsen er tilfredse med, at vi nu har fået en afslutning på disse sager, og at de tre familier kan blive boende i Blågården. Vi har fulgt den beslutning, der blev taget af repræsentantskabet tilbage i august, og sådan skal det være”.
LLO har hele vejen igennem støttet beboerne og beboerdemokratiet. Og henvist til lovgivningen. Landsformand Helene Toxværd sagde om den tidligere beslutning i FSB’s organisationsbestyrelse, at ”halen forsøget at logre med hunden”.
”Bestyrelsen på porten”
Direktør Claus Højte, Lejernes LO Hovedstaden, glæder sig over det endelige punktum.
”Det er en glædelig nyhed for de familier i Blågården, som fik den endelige besked om, at de nu kunne blive boende efter et langt forløb, hvor de ikke vidste, om de var købt eller solgt. Efter først at blive opsagt og trukket i byretten, så tog de andre lejere i Blågården og resten af FSB magten over deres selskab og standsede udsmidningerne via en beslutning i FSB´s repræsentantskab. Men bestyrelsen for FSB ville dengang ikke rette sig efter FSBs højeste myndighed og ville sætte lejerne ud alligevel. På endnu et møde satte FSBs´s repræsentantskab bestyrelsen på porten og ændrede beslutningen én gang til. Det har ikke været noget kønt forløb, men historien har fået den rigtige afslutning. Lejernes kan blive boende, fordi de ikke skabte utryghed”.