Simon Emil Ammitzbøll-Bille har skrevet sine politiske erindringer fra perioden imellem Liberal Alliances succes ved Folketingsvalget i 2015 til VLAK regeringens fald i 2019.
Bogen er varedeklareret som et partsindlæg ”Bogen er min beretning, min øjenvidneskildring”. Det er opsigtsvækkende, at man kommer så langt ind i det politiske maskinrum, og også at der refereres fra så mange hemmelige møder.
Bogen går selvsagt ikke ind i alle politiske debatter og lovændringer i perioden, men alligevel er der henvisninger til det politikområde, som har min største interesse, nemlig boligpolitikken.
Når man fx tager i betragtning, hvor meget Parallelsamfundspakken fyldte som politisk prioritet under VLAK-regeringen -fx brugte statsministeren en stor del af sin nytårstale i 2018 på den-, så kunne jeg naturligvis godt have håbet på en større beskrivelse af denne.
1. Forfatteren havde en ledende intern rolle ift. parallelsamfundspakken.
”Regeringen planlægger et ghettoudspil, og i den forbindelse er der nedsat et internt ministerudvalg med mig som formand. Med i udvalget har jeg udlændingeminister Inger Støjberg og den konservative formand, justitsminister Søren Pape. Vi har forberedt et diskussionsoplæg, der skal drøftes med de relevante ministre og folketingsmedlemmer fra de tre regeringspartier” s. 220
2. Socialdemokratisk gruppeformand er ”nærmest Erhard Jakobsen”
” …[Henrik] Sass har jeg et møde med på mit kontor i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Han joker med at han ”nærmest er Erhard Jakobsen”, når det kommer til boligpolitikken. Det er ret tydeligt, at socialdemokraternes primære formål i forhandlingerne er, at den lort ikke skal ligge på deres bord, hvis de vinder næste valg. Samtidigt kan de med den aftale undgå, at den politisk set giftige boligpolitik bliver et tema i valgkampen.” s. 128
3. Boligministerposten var et aktivt tilvalg for Liberal Alliance.
“Mens vi sidder på barstole ved køkkendisken og taler, ser jeg, at Løkke har en blok liggende nede på bordet. Jeg kan se, at det er en liste over småting, der endnu ikke er fordelt. En af de poster, der ikke er sat navn på, er boligministeren. Jeg kommer i tanke om, at Ole Birk havde udtrykt ønske om netop denne post. Så jeg spørger, om vi ikke kan få den oven i transport- og bygningsområdet. Og det har Løkke ikke noget imod. Så den tager vi lige med i slutspurten.” s. 188
#dkpol #boligpolitik #bog #insider #parallelsamfundspakken