Skip to main content

Boligforhold kan påvirke biologisk aldring mere end rygning

En ny undersøgelse viser, at det at bo til leje i privat udlejning kan føre til hurtigere biologisk aldring.

Faktisk viser resultaterne, at boligforhold kan have en større indvirkning på biologisk aldring end faktorer som rygning og arbejdsløshed.

Det er vigtigt at bemærke, at studiet ikke er dansk og derfor ikke direkte sammenligneligt med danske forhold.

Studiet tager udgangspunkt af personer i Storbritanien. Her er det (i grove træk) jungleloven, der gælder på lejemarkedet: Der er ingen nævneværdig lejerbeskyttelse. Det betyder fx at lejere kan opsiges uden begrundelse, hvilket skaber usikkerhed om boligsituationen.

Lejere, som ikke bor privat, men i "social housing" oplever ikke den samme aldring. Social housing er kendetegnet ved en lavere husleje, opsigelsesbeskyttelse og bedre vedligeholdte ejendomme.

Undersøgelsen indikerer dermed, at ordentlige boligforhold kan medvirke til bedre sundhed og trivsel.

Forfatterne til undersøgelsen konkluderer: “Policies to reduce the stress and uncertainty associated with private renting, such as ending no-fault evictions, limiting rent increases and improving conditions, may go some way to reducing the negative impacts.”

Jeg læser resultaterne som en påmindelse om, at boligpolitik ikke bare handler om fortolkning af lejekontrakter, men at det er vores liv og sundhed, det handler om.

Et lille lyspunkt er dog, at hvis personerne oplever forbedringer eller ændringer i boligforholdene, kan de negative sundhedseffekter muligvis afbødes eller vendes.

Læs evt. også The Guardians artikel om undersøgelsen.

 

Om forfatteren

Se artikler fra Anders Svendsen

Chefjurist, LLO i Danmark.

Back to top