Skip to main content

Boligpolitik: 5 sekunder til LLO´s næstformand

Jubel på TV over amerikansk kapitalfonds opkøb af lejeboliger i Jylland. LLO’s næstformand fik 5 sekunder og én sætning til at advare.

Nøjagtig 5 sekunder. Det var, hvad LLO’s næstformand Lars Dohn, fik til at forklare TV-seerne i midt-og vestjylland, hvad det betyder for lejerne, at den amerikanske kapitalfond Goldman Sachs nu har holdt sit indtog i fem store jyske byer og investerer et milliardbeløb i lejelejligheder de kommende år.

To gange 43 km

Lars Dohn var på invitation fra TV Midtvests redaktion i Holstebro d. 21/2 kørt fra Ringkøbing til Holstebro for at give sit og dermed lejernes syn på den amerikanske kapitalfonds indtog på det jyske ejendomsmarked. Det er en køretur på 43 km – hver vej.

I aftenens indslag kunne borgmestrene i Viborg og Silkeborg, Ulrik Wilbek og Steen Vindum, næsten ikke få armene ned i jubel over, at Goldman Sachs havde valgt netop deres byer – sammen med Horsens, Randers og Kolding (omtalt i Vi Lejere, nr. 1/2021). Også den glade sælger, René Birch, fra ejendomsudviklingsselskabet Birch Ejendomme, lod glæden flyde i TV-indslaget over den milliardhandel med 800 boliger, han nu er blevet en del af.

Èn sætning

Studieværten havde et enkelt kritisk spørgsmål, der lød:

”Spørgsmålet dét er bare: Kan kommunerne være sikre på, at borgerne ikke bliver taget ved næsen og bliver ofre for en nem investering til amerikanerne?”.

Og LLO’s næstformand fik så 5 sekunder til i indslaget at sige denne ene sætning:

”Der er alt for mange penge at tjene på privat udlejning og alt for lidt kontrol og regulering”.

Så kunne Lars Dohn køre de 43 km hjem igen.

”Helt sikker...”

De to Venstre-borgmestre var ikke bare en lille-bitte smule bekymret. Ulrik Wilbek sagde:

”Nu er det jo heldigvis sådan, at der er noget, der hedder udbud og efterspørgsel, og jeg tror ikke, at man i 200 lejeboliger sådan bare lige kan sætte priserne, så resten af Viborg ryger med på den galej”.

Og Steen Vindum i Silkeborg var på samme linje:

”Jeg er helt sikker på, at det vil være en god oplevelse for os i Silkeborg at få dem til os, og jeg er også sikker på, at de vil opføre sig pænt”, sagde han.

Lars Dohn ærgrer sig over den manglende balance i indslaget, og havde i den forudgående aftale haft indtryk af, at lejervinklen ville blive medtaget. Den skrev han dagen efter til TV Midt, men fik ikke noget svar.

Amerikanske ”bøllemetoder”

Til Vi Lejere siger Lars Dohn:

”Jeg tror, at TV2’s regions-redaktion i midtvest-Jylland går helt fejl af, hvilken betydning, det kan få for fremtiden, at kapitalfonde får indflydelse på vores udlejningsmarked. De lejemål, Birch Ejendomme har solgt, er ikke omfattet af huslejeregulering, men er som relativt nybyggede omfattet af fri lejefastsættelse. Når en amerikansk investor får blik for fem store jyske byer, er det selvfølgelig et udtryk for, at fortjenesterne på det danske lejemarked er bemærkelsesværdigt store.

Når flere hundrede lejere i Viborg og Silkeborg nu kan se frem til at få amerikanske udlejere, kan der skeen forråelse af udlejningsmetoderne. Det så vi, da Blackstone gik ind på det københavnske boligmarked, hvor fonden førte sig frem med de værste ”bøllemetoder” overfor lejerne. Dette er netop én af forskellene på danske Birch og Goldman Sachs. Birch skal leve i den samme by som hans lejere. Ja, man kan møde ham på strøget nede i Silkeborg! Sådan er det ikke med Goldman Sachs! Og kapitalfonde måler altså deres succes i overskud – ikke god dansk skik, ordentlig opførsel og anstændighed”.

Eksemplet fra Herning

Hernings borgmester, Lars Krarup, gav udtryk for, at lejerne kunne tage det helt roligt, da Herning Kommune solgte ud af kommunens ejendomme til private. ”Lejerne er jo beskyttet af lejeloven”, sagde han. Umiddelbart derefter fik lejerne lejestigninger på op til 49 pct”, siger Dohn og fortsætter:

Krav om regulering i nybyggeri

”Generelt er der ikke styr på huslejeudviklingen i Danmark. Den fri huslejefastsættelse for byggeri opført efter 1991 har sammen med boligreguleringslovens paragraf §5-stigninger medført, at huslejen her i landet er steget seks gange mere end løn- og prisudviklingen siden 1945. Mens bolig- ejerne har fået skattefri værdigevinster og rekordlave renter, betaler lejerne stadig højere og højere huslejer.

At den amerikanske storkapital er rykket ind på det danske udlejningsmarked vil blot medføre en forværring af disse forhold. Derfor skal vi have genindført huslejeregulering i nybyggeri”.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top