På den ordinære generalforsamling i LLO’s Brøndby afdeling i juni 2019 redegjorde formanden, Dorthe Larsen, for den afholdte kongres i landsforbundet. Hun deltog sammen med Hassan Yildirim. De stemte begge nej til forslaget om central kontingentopkrævning, men ”blev underkendt”. Forslaget går ud på, at alle skal betale via central kontingentopkrævning direkte til LLO, som så sender penge tilbage til f.eks. LLO Brøndby. Dorthe Larsen kom også ind på de senere års strid i det jyske, der - som hun sagde - ”desværre har bredt sig til Sjælland, hvor også store afdelinger har meldt sig ud af LLO. Alle uenighederne har medført, at LLO-revisorerne vil have medlemskontrol. På nuværende tidspunkt er det umuligt at se, hvor mange medlemmer afdelingerne har – og om der bliver betalt nok i kontingent.
Brøndby har ingen problemer og kan nemt give dem vores tal, da vores kontingent opkræves over huslejen.” Kontingentet til landsforeningen stiger med 7 kr. og det blev foreslået, at LLO Brøndby stiger tilsvarende med 7 kr. Lokalkontingentet bør stige med 5 kr. fra 20 kr. til 25 kr. Det vil sige en årlig stigning på 12 kr. pr. medlem, men emnet om økonomi blev henvist til en ekstraordinær generalforsamling. Dog vedtoges det, at stigningen på 7 kr. blev effektueret straks, mens stigningen på 5 kr. afventer den ekstraordinære generalforsamling.
Landsorganisationens næstformand Poul Munk redegjorde for baggrunden omkring central kontingentopkrævning til LLO. ”Der vil nok ikke blive store forskelle for det enkelte medlem. I stedet for at betale til LLO Brøndby vil man (Lejerforeningen) skulle betale centralt. Der skal selvfølgelig investeres i IT og systemer til central opkrævning – og der er kun medlemmerne til at betale”, sagde han.
Dorthe Larsen blev genvalgt som formand.