Lejerne i Skive får nu ringere vilkår end i andre kommuner. LLO forventer, at det betyder huslejestigninger, ringere vedligeholdelse og en kæmpe forringelse af lejernes tryghed. Det skriver Helene Toxværd, formand for Lejernes LO, og Anders Svendsen, chefjurist i LLO, i Skive Folkeblad.
Desværre har et flertal i Skive Byråd stemt for at gøre kommunen ureguleret (22 stemmer for og 5 stemmer imod, SF og Helle Madsen (S)).
Beslutningen er truffet uden en høringsproces, så vi har i Lejernes LO ikke har haft mulighed for at advare kommunalbestyrelsen på samme måde, som vi gjorde i 2022. Beslutningen kan nemlig få meget negative konsekvenser.
I Skive Kommune vil der pr. 1. januar 2027 blive indført en væsentlig forringelse af lejernes vilkår. Det gælder både spørgsmål om husleje, vedligeholdelse og andre rettigheder, som lejerne i Skive indtil nu har kunnet tage for givet.
Disse ringere vilkår gælder heldigvis ikke for hovedparten af lejerne i Danmark. 78 kommuner er regulerede, og 9 ud af 10 lejere bor i en reguleret kommune, men nu sender kommunalbestyrelsen desværre kommunens lejere på b-holdet for lejerbeskyttelse.
Beslutningen rammer både nye og gamle lejere i Skive, og her er konsekvenserne:
Højere Husleje:
Der kan være huslejestigninger på vej til de lejere, der i forvejen har en husleje, der er under markedsniveau. Det er særligt lejere i ældre udlejningsboliger, der er opført inden 1991, som bliver ramt. De har indtil videre været beskyttet af lejeregulering, og den beskyttelse bliver fjernet. Udlejer vil desuden kunne varsle huslejen op hvert andet år, hvis han synes, huslejen er lavere end den leje, der ellers bliver betalt i kvarteret.
Dyrere Vedligeholdelse for lejerne
For nye kontrakter vil udlejer kunne kræve, at lejeren overtager en større andel af vedligeholdelsespligten, end man kan i regulerede kommuner. Dertil kommer, at udlejer ikke længere skal indbetale øremærkede midler til ejendommens udvendige vedligeholdelse i ældre ejendomme. Forskningen viser, at når der ikke længere er krav om øremærkede hensættelser, så bruger udlejer væsentligt færre penge på vedligeholdelse. Faktisk bliver der brugt fem gange så mange penge på vedligeholdelse i regulerede kommuner, end i uregulerede.
Håber man at tilføje liv og fornyelse i kommunen ved at svække lejernes rettigheder, så tager man fejl. Lejere finder det ikke mere attraktivt at bo i dårligere ejendomme med færre rettigheder, og der er nok en del lejere, som får sig et chok, når huslejen kan varsles op efter 1. januar.
Det er et valg, som rammer almindelige mennesker – familier, enlige, unge og ældre – som blot ønsker at kunne blive boende i deres hjem uden frygt for pludselige huslejestigninger eller uforudsete udgifter.
Det er dog også et valg, der kan gøres om. Kommunen kan selv vælge at blive reguleret igen, og igen få Skive Kommune tilbage på a-holdet for lejerbeskyttelse. Det er et rent spørgsmål om politisk vilje.
I LLO mener vi, at lejerne i Skive har fortjent den samme beskyttelse, som 9 ud af 10 danske lejere har i dag.
Kilder:
Byrådet - Byrådssalen, Rådhuset, Torvegade 10, Skive punkt 30:
LLO citeres i indstillingen for antallet af kommuner, der er uregulerede, men ikke vores argumenter imod:
https://dagsordener.skive.dk/Vis/Pdf/bilag/edcbae8e-481b-4789-a5b2-fb151ade6d45?redirectDirectlyToPdf=false