Corona-krise og samfundssind – også i lejeboligerne, tak!

I de seneste måneder har mange af os lært nye ord. Ord vi troede, vi vidste hvad betød har fået ny betydning. De fleste af os havde nok gerne været foruden noget af denne ekstra viden om sygdom, vira, værnemidler, vacciner og forskellige modeller af respiratorer. Men det er en viden, vi har fået, og det er – heldigvis – en viden, vi sammen har kunnet handle på. Vi har kunnet handle på udviklingen, og vores handlinger har - hver for sig og sammen - gjort en forskel.

Et sjældent samlet folketing har under Mette Frederiksens ledelse handlet og handlet med øje for landets og befolkningens velfærd. Der er iværksat hjælpepakker og foranstaltninger over en bred kam, for mange af samfundet dele har været og er fortsat hårdt ramt. Og nu taler så de økonomiske tal deres eget sprog: om underskud på statsfinanserne, krise og en stadigt stigende arbejdsløshed – alt sammen noget vi kender fra tidligere tider og som varsler om hårde tider forude.

Som man kan læse på side 3-4, så er der fra LLOs side taget en række initiativer i et forsøg på at afbøde de værste konsekvenser. Der har været kontakter på tværs af ”normale” skel. I Folketinget er der indgået en bred og vigtig aftale om fremrykning af renoveringer i den almene sektor. En aftale der bliver til gavn for både de almene boliger og de beboere, der i årevis har ventet på renoveringer. En god aftale også for beskæftigelsen og miljøet, som du kan læse mere om på side 21.

Set lidt fra oven så handles der fra politisk side på både pandemien og på den nu efterfølgende krise. Det føles både godt og trygt som borger i Danmark. Det er godt at bo i et land, hvor en sundhedskrise ikke får lov til at udvikle sig til en uhæmmet økonomisk krise, uden at nogen griber ind og prøver at afbøde den. Det er godt at være borger, når et stort set samlet folketing på denne måde udviser samfundssind.

Spørgsmålet er nu, om dette samfundssind ikke også burde kalde på en fornyet interesse for den måde, som vi har valgt at indrette vores boligpolitik og boligmarked på?

For med en truende udvikling - både i forhold til økonomien og arbejdsløsheden - er det helt oplagt at kigge indretningen af boligmarkedet efter i sømmene. Er det i krisetider og med stigende arbejdsløshed rimeligt og gavnligt, at private udlejere kan modernisere sig til tårnhøje afkast og en husleje på 9.000- 10.000 kr. for en lille treværelses lejlighed? Er det rimeligt, at nye boliger ikke er underlagt huslejeregulering, sådan som f.eks. FN har opfordret medlemsstaterne til? Skal det fortsat accepteres, at gode og betalelige boliger, der kunne bruges til familier, udlejes på lukrative korttidsudlejninger som f.eks. Airbnb og hotellejligheder? Og lejligheder uden bopælspligt? Burde disse ikke udlejes på helt almindelige vilkår? Og hvad med den almene sektor og den lovgivning, der betyder, at kommuner og boligorganisationer for at undgå ghettostemplet, og i yderste konsekvens salg eller nedrivning af gode almene boliger, må iværksætte restriktive udlejningsregler? I det sidste tilfælde har vi set en helt barok konsekvens der gør, at en SOSU-assistent, som har passet corona-patienter og holdt sundhedsvæsenet i gang eller passet vores gamle og isolerede beboere på plejehjemmene, ikke kan få en almen bolig, fordi hun arbejder mindre end 30 timer om ugen!

I en tid med stigende arbejdsløshed pga. corona-krisen er det helt ved siden af, at man stadig truer de almene boligselskaber og kommunerne med nedrivning eller salg af almene boliger, fordi deres beboere bliver fyret og områderne derfor havner på ghettolisten. Derfor skal der fra LLO lyde en opfordring til forligspartierne bag ghettolovgivningen: genovervej hele projektet! Eller sæt i det mindste de såkaldte ghettokriterier ud af kraft i denne tid, hvor vi med finansministerens ord står over for en dyb og global krise. I den situation kan svaret ikke være færre betalelige boliger for dem, der bliver hårdest ramt af krisen – det må være, at vi sammen passer på hinanden og vores boliger. Både de almene og de private.