Med folketingsvalget i juni fik Danmark ikke bare en ny regering og en ny boligminister, men valget gav også store udskiftninger i Folketingets sammensætning og på ordførerposterne for boligpolitikken. At ordførerposter omfordeles efter et valg er helt normalt. Når der samtidig sker stor udskiftning i kredsen af valgte medlemmer, så fremmer det naturligvis i sig selv en udskiftning.
Ny socialdemokratisk ordfører
Efter valget er ikke mindre end seks boligordførere nye på netop denne post. Af dem er fire helt nyvalgte folketingsmedlemmer. I landets største parti, Socialdemokratiet, bliver Henrik Møller boligordfører. Han er nyvalgt som folketingsmedlem, men har levet i og med politik hele sit liv - senest i en årrække som viceborgmester i Helsingør og i en periode fungerende borgmester. Fra barnsben er han opflasket med politik. Hans mor er den mangeårige MF’er, Lone Møller.
I rød blok gav Enhedslisten og SF genvalg til de to efterhånden erfarne boligordførere Søren Egge Rasmussen og Kirsten Normann Andersen.
Det radikale håndslag
I boligpolitiske kredse – også i LLO – er der stor interesse for den ny radikale ordfører, Jens Rohde. Han har efter valget afløst Rasmus Helveg Petersen, som i valgkampen meldte ud, at hans parti nu er tilhænger af en ændring af boligreguleringslovens paragraf 5, stykke 2. Det er den omstridte og udskældte lovgivning, der tillader store lejeforhøjelser efter ofte unødvendige ”moderniseringer” af køkken og bad, som kapitalfonde og pensionskasser og private udnytter i stort omfang – ofte med en tredobling af huslejen som resultat. Derudover har paragraffen den konsekvens, som LLO ofte har påpeget, at mennesker med almindelige indkomster ikke længere har råd til at at bo i storbyerne. Resultat: byernes sammenhængskraft forsvinder.
I valgkampen svarede Rasmus Helveg Petersen ”Ja” til, at netop denne lovparagraf skal ændres og begrundede det sådan her: ”Det kræver hurtigt politisk handling, når vi kan se, at der er noget åbenlyst galt”. Nu skal Jens Rohde altså følge op på dette løfte. Han har foreløbig placeret sig i omtrent samme spor som Rasmus Helveg og tæt på de tanker, Kaare Dybvad har lagt frem som boligminister.
Alternativets folketingsgruppe har p.t. ikke udpeget en boligordfører. Denne varetages muligvis af den politiske ordfører og medstifter af partiet, Rasmus Nordqvist.
Fire af fem er nye i blå blok
Fire ud af blå blok’s fem partier har fået nye boligordførere. Det er i Venstre: Heidi Bank, hos Det Konservative Folkeparti Mona Juul, hos Nye Borgerlige Lars Boje Matthiesen og hos Dansk Folkeparti Mette Hjermind Dencker. Af dem er de tre førstnævnte også nyvalgte MF’ere. I det femte parti, Liberal Alliance, bliver den tidl. boligminister, Ole Birk Olesen, ikke så overraskende også sit parti’s kommende boligordfører.
Blå eller rød, så bliver efteråret og vinteren travl for de nye boligordførere, der sammen med deres partier bl.a. skal finde en holdning til boligministerens kommende forslag om at sætte en stoppe for kapitalfondenes spekulation i opkøb og modernisering af ejendomme. Og den omstridte paragraf 5, stykke 2. Der er både sammenhænge og overlap. Det vil vi komme til at høre meget mere om.