Skip to main content

Debatindlæg: Hvad skal bornholmerne bo i?

Bornholm: Byg mange flere almene boliger og skærp bopælspligten. Det er velprøvet medicin andre steder i Europa, påpeger Claus Højte, direktør i Lejernes Landsorganisation Hovedstaden, i et debatindlæg i Bornholms Tidende (kræver abonnement).

Årsagen er, at øens mange fastboende har oplevet et øget boligpres, siden man i 2013 delvist ophævede reglerne for bopælspligt på øen, og at opførelsen af bl.a. almene boliger er ikke eksisterende.

- Det er man godt klar over i Regionskommunen. I kommunens boligstrategi fra 2018 slog man fast, at der inden 2028 skulle bygges 1.200 nye boliger, og at der skulle være flere almene boliger, sådan at øen kunne rumme 42.000 indbyggere, der nogenlunde kunne få en bolig, der passede dem, skriver Claus Højte.

Men indtil nu er intet nævneværdigt sket

Turismen på Bornholm er en stor succes, men bagsiden af succesen ser man ved, at mange fastboende bornholmere ikke kan konkurrere med de stigende boligpriser.

Som Claus Højte formulerer det:

 - Det, et frit marked ikke kan løse, er, hvor man så gør af de borgere, der ikke har midlerne til at betale de stigende boligpriser. Det oplever man mange attraktive steder i verden, hvor turismen presser oprindelige borgeres muligheder for at få eller beholde en bolig. For eksempel Barcelona, hvor lokalregeringen nu udsteder bøder på op mod 150.000 kroner, hvis man som boligejer udlejer sin bolig via Airbnb uden at have fået tilladelse (og den er svær at få) - eller i Berlin, hvor man helt har forbudt ferieudlejning af boliger.

Den betalelige bolig er en af velfærdssamfundets grundsøjler...

Arbejde, uddannelse, sundhedsydelser - og ikke mindst en sund og betalelig bolig - er de grundsøjler vores velfærdssamfund bygger på. På trods af disse grundsøjler, har man i LLO Hovedstaden, som bl.a. rådgiver bornholmske lejere, oplevet en lang række sager om udlejning af dårligt vedligeholdte lejeboliger, siger Claus Højte.

- Men der er er revner i boligsøjlen på Bornholm. Vi har i de senere år set en lang række sager, hvor usle rønner er blevet lejet ud til bornholmere til skyhøje huslejer. Det har man kunnet læse i denne avis (Bornholms Tidende). Og antallet af helårsboliger er faktisk stagneret siden 2010. Det og den delvise afskaffelse af bopælspligten gør, at pengestærke købere fra resten af Danmark har kunnet presse prisen på boligerne op. Samtidig er der mangel på boliger, der er egnede til ældre. Samlet set svarer de nuværende boligmuligheder på Bornholm ikke til behovene. Har man penge nok, kan man altid få den bolig, man ønsker - men det er der mange, der ikke har. Og der er mange bornholmere i den generation, der så småt begynder at overveje at flytte i en mindre og ældreegnet bolig.

Ifølge LLO og Claus Højte er opførslen af flere almene boliger og en stramning af bopælspligten to væsentlige elementer i en samlet løsning for Bornholm, hvis kommunen vil sikre bornholmerne gode og betalelige boliger.

- De almene boliger er en væsentlig del af løsningen. For det første er danske almene boliger nogle af de bedst vedligeholdte og med deres relativt lave husleje kan de betales af næsten alle. Og så kan de ved deres blotte eksistens bidrage til at dæmpe prisstigningerne i private udlejningsboliger og på ejerboligerne. Dem der bor i almene boliger glade for det, især i ældreboliger. Faktisk er 94 procent af ældre, der bor i almene ældreboliger, tilfredse med deres boliger (Videnscenter Bolius).

- Og så er der bopælspligten. Hvis man vil bevare Bornholm, hvor der sideløbende med turismen er plads til helt almindelige Bornholmere, der går på arbejde og bor på øen hele ugen, så kan det ikke nytte at give for mange dispensationer fra, at man faktisk skal bo på øen, hvis man vil eje en bolig.

- Begge dele er redskaber, som regionskommunen råder over. Hvis den vil sikre borgerne på Bornholm - dem alle sammen - gode og betalelige boliger, så har den faktisk mulighed for det: Sørg for at får bygget mange flere almene boliger og skærp bopælspligten. Det er velprøvet medicin andre steder i Europa.

 

Om forfatteren

Se artikler af Claus Højte

Direktør i LLO Hovedstaden

Back to top