I en sag om tilbagebetaling af depositum, aconto varme og vand samt huslejens størrelse, hvor Servicekontoret i Aarhus førte sagen for lejer i huslejenævnet, har LLO fået medhold på vegne af lejer.
Nævnet har vurderet at huslejen skal sænkes fra 142.800 til 106.200 kr. årligt, hvilket svarer til en nedsættelse på godt 3000 kroner om måneden og med virkning tilbage fra 1. januar 2020.
På den konto har LLO alene sikret lejer en fremadrettet huslejebesparelse på omkring 36.000 kr. om året samt tilbagebetaling af for meget betalt leje, som frem til lejers fraflytning beløb sig til 15.200 kr.
Desuden har nævnet truffet den afgørelse, at udlejer skulle tilbagebetale et depositum på 35.000 kr., samt tilbagebetale aconto varme og vand samt renter heraf. Her skal udlejer betale i alt 69.890 kr. tilbage til lejer.
Mere end 85.000 kr. fra udlejer
På trods af at huslejenævnene generelt har lange sagsbehandlingstider og at covid-19 har forlænget disse yderligere, så er lejer meget tilfreds med afgørelsen samt LLO´s Servicekontors rådgivning. Den samlede tilbagebetaling fra udlejer beløber sig nemlig til over 85.000 kr., penge lejer aldrig havde set skyggen af, hvis sagen ikke var blevet indbragt.