Skip to main content

Digitale mødesteder - sammen hver for sig

Hele nabolaget i din hånd

Corona-krisen har forhindret os i at se dem, vi holder allermest af. Manges ensomhed er blevet yderligere udfordret. Men: teknikken tilbyder erstatning og nye fællesskaber. Og det hele virker langt bedre, end det måske lyder. Se bare her i Københavns Sydhavn.

Har du stiftet bekendtskab med et digitalt fællesskab eller en digital interessegruppe på de sociale medier? Et sted, hvor man fx kan spørge om hjælp til at få flyttet et skab, finde tabte genstande, låne en bil, tilbyde at lufte andres hund, dele sin hobby, eller modtage og bortgive ting, som andre eller man selv enten ikke længere bruger eller har fået nyt af. Hvis ikke, så skulle du komme i gang - det er nemmere end du måske tror.

Det digitale mødested og fællesskab er emnet for denne artikel, som ud over at komme med oplagte eksempler også giver dig et par hurtige råd til, hvordan du selv kan igangsætte en gruppe på Facebook.

Hvad er det og hvem er det for?

Et digitalt fællesskab kan være målrettet en intern gruppe, fx i den ejendom du bor i, en hobby, du brænder for eller være samlingspunkt i et større fællesskab, fx for alle i området, hvor du bor. Interessefeltet kan være enormt bredt eller meget smalt – det kan spænde fra et fællesskab for nybagte mødre til entusiaster for japanske zombiefilm fra 70’erne.

Der findes tusindvis af forskellige grupper på de sociale medier. Nogle er åbne, hvor alle kan deltage uden særskilt adgang. Andre er lukkede, hvor adgang kræver en admins godkendelse. Grupperne kan være placeret på forskellige platforme – hjemmesider, Facebook, Linkedin m.fl. Denne artikel omhandler kun grupper på Facebook, da de er nemme at oprette og kun kræver en personlig facebookprofil.

Hele nabolaget i din hånd

Grupperne har typisk det til fælles, at de er interessefællesskaber for dem, der bidrager og deltager. At være med i et digitalt fællesskab lyder måske distanceret i forhold til at mødes ansigt til ansigt, men i praksis virker det langt bedre, end det måske lyder og kan være udgangspunkt for møder og (nye) venskaber ude i virkeligheden!

”Sydhavnens bedste karmagruppe”

Et konkret eksempel på et velfungerende digitalt fællesskab finder vi i København. Det er gruppen ”Sydhavnens bedste karmagruppe”. Den blev i juli 2016 startet som et lokalt byttenetværk af sydhavneren Tina Thilo, men udviklede sig hurtigt til et virtuelt samlingssted – en slags forsamlingshus - for alle med bopæl i Københavns Sydhavn. Her gives gode råd, spørges om mangt og meget, bortgives ting og udveksles tjenester.

Det er en lukket gruppe og alle, der bor i Københavns Sydhavn, kan søge om at blive optaget som medlemmer, hvad mange allerede har gjort – gruppen har godt 6000 medlemmer.

Gruppen er så populær, at den er blevet omtalt i flere lokalmedier, bl.a. i kbhliv. dk 

Køb og salg, debat og begivenheder

Karmagruppen har desuden fostret opstart af flere lignende grupper for Sydhavnen: ”Sydhavnen handler”, hvor nyt om handelslivet og gode tilbud kan slås op. ”Ting til salg i Sydhavnen” – en salgsgruppe med 6500 medlemmer, hvor medlemmernes private ting og sager kan købes og sælges. Salgsgruppen er oprettet, da selve karmagruppen ikke tillader salg, men kun bortgivelse af ting.

En tredie gruppe er ”Sydhavnsdebatten”,. Det er et debatforum om stort og småt, da karmagruppen ellers ville drukne i meningsdannere. ”Det sker i Sydhavn” giver oversigt over lokale begivenheder. Endelig er ”Sydhavnstippen” en gruppe for et fantastisk naturområde – Tippen - i forbindelse med Valbyparken.

Nye venskaber i den virkelige verden

Alle grupper dækker forskellige områder og behov, men fællesnævneren er, at de binder Sydhavnen digitalt sammen. Samtidig har de forskellige netværk vist sig som værende springbræt for venskaber og møder ude i virkeligheden, hvor mange lokale beboere nu mødes i den virkelige verden og socialiserer – vel at mærke efter at have stiftet et indledende digitalt bekendtskab.


Venskaber, tryghed, glæde, hjælp

Her er blot et par udsagn fra beboerne om, hvad karmagruppen betyder:

Louise Maria: ”Jeg tror, der er mange der har knyttet venskaber. Jeg har selv med Sussie, Henrik, Tina, Lasse, og Willy (selvom vi ikke har set hinanden et godt stykke tid). Og Mille, Sara, og Kristina selvom det er genmøder fra tidligere.

Så er der alle dem, man er på nik og hilsen med på gaden nu, eller på små samtaler over Messenger om dit og dat i ny og næ, som Christina i går om planter. Og Jan på mærkelige tidspunkter med mærkelige emner. Hanne og jeg har også haft flere gode snakke.

Alt i alt synes jeg, at et digitalt fællesskab på denne måde glider over i at højne den sociale kapital i området betragteligt, både ved rigtige venskaber, tryghed i hverdagen, ved at man genkender hinanden, glæden ved at give og modtage, og tryghed ved at vide, at man kan få hjælp. Flere har fået hjælp til indkøb, dårlige tider, tunge ting, passet dyr, og alt muligt, bare ved at spørge.”

Tina N. Thilo: ”Rimeligt enig. Jeg kendte jo ikke et øje, før jeg flyttede hertil - nu tager selv en kort tur i kvateret tog lang tid, fordi man altid lige møder 3-4 fra gruppen, man skal hilse på.”

Hvordan opretter man sin egen gruppe?

Det er meget enkelt at oprette nye grupper på Facebook. Du skal være logget ind på din profil.

1. Klik på Opret øverst til højre på Facebook, og vælg Gruppe.

2. Skriv gruppens navn, tilføj gruppemedlemmer, og vælg derefter ønskede privatindstilling for gruppen – om den skal være offentlig, privat eller kun synlig for medlemmer/hemmelig.

3. Klik på Opret.

Efterfølgende kan du gøre den personlig med coverbillede, beskrivelse og formål, retningslinjer mm. samt invitere venner til gruppen. Når gruppen vokser, kan man vælge at have flere administratorer (admins) og på denne måde dele arbejdet med at moderere gruppen.

 

Gode råd og regler

Geografi, målgruppe og formål – hvem er gruppen ment for? Hvad må man i gruppen? Hvilke regler er der forbundet med aktivitet i gruppen? Regler for fx blokering – Hvad er konsekvensen, hvis man bryder reglerne? Salg? Er det tilladt at sælge/ tilbyde ting til salg? Hold tonen – er det et debatforum? Jf. blokering – er der en konsekvens? Hvem er admin(s)? Fortæl hvem der administrerer, vær aktive og synlige. Links meetup.com, snaksammen.dk

Om forfatteren

Se artikler af Thomas Villars Petersen

Kommunikation, SoMe og webmaster i LLO Danmark.

Back to top