Den mangeårige direktør for Grundejernes Investeringsfond, Lars Axelsen, fratræder og går på pension med udgangen af oktober. Axelsen har varetaget jobbet i 23 år.
Under hans ledelse har GI udviklet sig med både nye opgaver og mere støtte til udviklingsprojekter vedr. renovering af eksisterende bygninger. Endvidere er GI’s økonomiske grundlag blevet styrket via en udvidelse og spredning af de finansielle investeringer.
Lars Axelsen har også været adm. direktør for Byfornyelsesselskabet sbs, som blev afviklet i 2019 og for Byggeskadefonden vedr. Bygningsfornyelse, der blev fusioneret med den anden Byggeskadefond i 2020.
GI’s bestyrelsen har besluttet at udnævne Susanne Borenhoff til ny adm. direktør og samtidig indskrænke GI’s direktion til én person på grund af reduceret opgaveomfang. Susanne Borenhoff er 57 år, cand. polit. og har udgjort GI’s direktion sammen med adm. direktør Lars Axelsen. Med udnævnelsen af Susanne Borenhoff har GI lagt vægt på hensynet til kontinuitet, robusthed samt bevarelse af viden og kompetencer, skriver GI i en pressemeddelelse.