Skip to main content

Ejerens søn vil have ny lejekontrakt

KÆRE LLO

Jeg underskrev for godt 4 år siden en tidsbestemt lejekontrakt på 3 år. Ejeren og jeg kom godt ud af det med hinanden, og han sagde, at jeg gerne måtte blive boende efter lejekontraktens udløb. Desværre er ejeren blevet syg, og hans søn vil derfor gerne købe huset. Sønnen har sagt, han gerne vil fortsætte med at udleje til mig, men vi skal have lavet en ny lejekontrakt. Hvordan forholder jeg mig mht. lejestigning ??? Venlig hilsen Lone

 

SVAR:

Hej Lone

Tak for din e-mail.

I henhold til lejelovens § 80, stk. 2, står anført, at såfremt man bebor lejemålet i mere end 1 måned efter tidsbegrænsningens udløb, uden at udlejer har opfordret til fraflytning, fortsætter lejeforholdet uden tidsbegrænsning.

Derfor kan du fortsætte lejemålet og din lejekontrakt er fortsat gyldig, bare uden tidsbegrænsningen.

Ved ejerskifte skal der ikke udarbejdes en ny lejekontrakt. Det er de samme regler, der gælder for ny ejer, som der hele tiden har været gældende. Derfor er din retstilstand ikke ændret ved at du blot får en ny udlejer. Der vil dog med al sandsynlighed ske ændring af, hvortil du skal overføre husleje.

Hvis du får en lejeforhøjelse, er du meget velkommen til at sende den til os, så vi kan gennemgå denne og vurdere, om der er belæg for en indsigelse.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at vende tilbage, men send gerne kopi af din lejekontrakt, da vores rådgivning på de fleste spørgsmål kræver, at vi ser denne.

 

God aften.

 

Venlig hilsen

Camilla Hohn Sørensen

Medlemsrådgiver LLO Hovedstaden.

 

Om forfatteren

Se artikler fra Camilla Hohn Sørensen

Medlemsrådgiver LLO Hovedstaden.

Back to top