Skip to main content

Er byretterne blevet utilgængelige for almindelige mennesker?

Lejernes LO Hovedstaden er ofte nødt til at rådgive medlemmer til at opgive deres krav. Beløbet sagen handler om, står simpelthen ikke mål med, hvad det vil koste at føre sagen.

 

Siden 2015 er antallet af sager mellem private, de såkaldte civile sager, faldet stødt. Det skyldes - efter Domstolsstyrelsens egne vurderinger - ikke, at konfliktniveauet i Danmark er faldet. Spørgsmålet bliver herefter, hvad det er der gør, at folk ikke længere i lige så høj grad anvender domstolssystemet til løsning af deres konflikter?

Lejeret er kompliceret

Alle, der har boet til leje ved, at lejeret er et særdeles kompliceret retsområde. Netop derfor har lejeretten sine egne nævn, og en særlig afdeling under byretten, boligretten, som kun tager stilling til boligretlige spørgsmål og som udover en byretsdommer tiltrædes af to eksperter udpeget af hhv. lejer- og udlejerforeningerne.

Efter den seneste store reform af domstolssystemet, som trådte i kraft 1.januar 2008, skal sager, som omhandler 50.000 kr. eller mindre ikke længere behandles i det almindelige system, men derimod i det såkaldte småsagssystem, hvor der ikke er den samme forsikringsdækning som til almindelige sager og hvor dommeren har vejledningspligt. Formålet med systemet var, at mindre virksomheder og private denne vej skulle kunne føre retssager uden høje advokatregninger, da dommeren netop har vejledningspligt over for begge parter.

Repræsentation stadig en nødvendighed

Reglernes kompleksitet er desværre ikke anerledes uanset beløbets størrelse, og resultatet er inden for lejeretten derfor blevet, at man som lejer typisk fortsat har brug for hjælp til at føre sagen, bare uden forsikringsdækning. Det kommer bag på mange af vores medlemmer, som netop har tegnet en indboforsikring, som også indeholder en retshjælpsforsikring.

Nogle afdelinger af LLO fører selv småsager på vegne af medlemmerne, mens andre henviser til en advokat. I begge tilfælde vil førelsen af en småsag være forbundet med omkostninger for lejeren, omkostninger som man i småsagsprocessen ikke nødvendigvis får igen selvom man vinder.

Forskel på at have ret og få ret

Konsekvensen af systemet er, at vi i Lejernes LO Hovedstaden ofte er nødt til at rådgive vores medlemmer til at opgive deres krav, da beløbet sagen handler om, ikke står mål med hvad det vil koste at føre sagen - særligt når de risikerer at ifalde yderligere omkostninger til modparten, hvis sagen tabes. Dette er en meget uheldig retsstilling for de mennesker, det går udover. Lejernes LO deltager derfor i samarbejdet med Domstolsstyrelsen om, hvad der kan gøres for at løse problemet.

Hvad skal man så gøre?

Hvis man står i en situation, hvor næste skridt er en retssag, bør man søge rådgivning hos sin lokale afdeling, som kan rådgive om procesrisiko og - hvis det giver mening - enten hjælpe med at føre sagen eller henvise til en advokat.

 

Om forfatteren

Se artikler af Jakob Møldrup-Lakjer

Jakob Møldrup-Lakjer er juridisk chef I LLO Hovedstaden

Back to top