Elevator-udskiftning i 10-etagers højhus giver problemer. LLO: bagtanke om profit-motiv! Så kom udlejeren på andre tanker.
Den store udlejer var hverken til at hugge eller stikke i. Lejerne i højhuset på Lyngbyvej 32 i København måtte finde sig i at undvære deres elevator i to måneder uden erstatningsbolig, når 5 opgangselevatorer én efter én og på skift skal fornyes. Også selvom de er ældre og handicappede, har gangbesvær og bor på 10.sal. Lejernes formand siger ligefrem, at hun ville blive fanget inde i sin lejlighed i to måneder. Hvis hun ville ud fra 6.sal, måtte hun efterlade rollatoren og derefter ”prøve at kravle ned ad højhusets trapper, men det ville tage en hel dag”.
Sådan var det. Den store udlejer og ejendomsinvestor, Core Property Management, der står for udlejning af 1.000 boliger om året gennem Core Bolig, stod fast. De sagde nej til en erstatningslejlighed, selvom firmaet ejer 50 lejemål i højhuset, hvor nogle altid er tomme, og iøvrigt også ejer store dele af nabolaget.
På TV2
Men så skete der pludselig noget drastisk. Beboerforeningens bestyrelsesmedlem Mary Christiansen, der også havde fået ”blankt nej” til en erstatningsbolig kontaktede Lejernes LO Hovedstaden, hvor lejerne og deres forening gennem årene har fået hjælp og sparring. Andre ringede selv til udlejer-firmaet. Hele postyret resulterede i et nyhedsindslag i TV2’s lokale station, Kosmopol. Her fortalte flere af beboerne til kamera om deres problemer. I mindst 12 af lejemålene er der ældre med gangbesvær.
Iblandt dem er Mary Christiansen, der har boet på 7.sal i 30 år, har kronisk leddegigt og som umuligt kan komme ned via trapperne med sin handicapscooter. En anden lejer, Jette Freisleben, har en mand, der er dement. De har boet i huset i 36 år. Beboerforeningens formand, Claudia Diamba på 6. sal, er gangbesværet, afhængig af sin rollator og har diverse løfteudstyr i sin lille lejlighed til at klare dagen og natten.
Overskriften på aftenens TV-indslag var ”Fanget i eget hjem i mindst to måneder”.
Udlejer: Vi har valgt ikke at...
I en mail til Kosmopol samme aften svarede Core Property Management: ”Da der ikke skal udføres arbejde inde i lejlighederne, og da arbejderne kun er midlertidige, har vi valgt ikke at genhuse beboerne”. Punktum. Ingen forståelse.
Direktør Claus Højte fra LLOH blev også interviewet og indrømmede, at lejerne ikke har noget lovkrav på genhusning. Men han ”kunne godt få den uhyggelige tanke, at udlejer benytter anledningen til at slippe af med lejerne, så de bagefter kan modernisere og udleje til en meget højere husleje eller sælge lejlighederne og score profitten”. Og så føjede han til, at når man påtager sig at leje ud, så påtager man sig også et ansvar! - Det var d. 11. september.
Så ringede direktør Knudsen
Men så et par dage efter TV-indslaget blev beboerforeningsformand Claudia ringet op af Morten Munkager Knudsen, der er COO (vicedirektør) og partner i Core Property Management. Nu var der pludselig andre boller på suppen.
Det hele var åbenbart en misforståelse. Claudia Diamba refererer: ”De havde slet ikke vidst, at der var så mange gangbesværede og handicappede. De ville gerne være venlige og kunne jo se, at mange af os har brug for en ”omplaceringsbolig”. Og de var var skam glade for lejerne, sagde direktøren, – også dem, der bor til lav husleje. Nu var der så en 1-værelses lejlighed, som udlejeren på skift kunne stille til rådighed for trængte lejere i de fem opgange. Det måtte ikke kaldes for en genhusning, for så var der lovgivning inde over. Og prisen var 5.000 kr. pr. måned – oven i det, lejerne betaler i forvejen”.
Sammenholdet
Claudia takkede ja og var glad, for det var den mulighed, der var, og nu er det så beboerforeningen, der styrer ind-og udflytning, indtil alle elevatorer er installeret i de fem opgange. Det begyndte den 28. oktober og varer efter planen i 10 måneder. Den første er allerede flyttet ind. Det er Mary Christiansen og hendes mand, der har boet i 30 år på 7. sal. Hun håber, håndværkerne når at blive færdige til jul!
Men for Claudia på 6. sal er alle problemer ikke løst med en ny elevator. De nye elevatordøre er nemlig kun 70 cm brede mod de nuværende 90 cm. Hendes rollator er 80 cm. Den skal altså slåes sammen hver gang. Hvis hun skal hentes ned ad trapperne af Falck er der også problemer. Falcks trappeudstyr fungerer dårligt med trappernes konstruktion.
Københavns Kommune har heller ikke været til megen hjælp, fortæller Claudia. De bringer kun mad ud til beboere op til 5.sal. Så må vi gå ned og hente den eller bede venlige naboer sørge for den videre befordring på etagerne op til 10. sal. ”Men heldigvis har vi lejere et godt sammenhold, så vi skal nok klare det”.
Medieomtalen var altafgørende
Hvor stor en rolle har medieomtalen spillet for, at I nu trods alt har fået en omplaceringsbolig - for egen regning?
”Det har været altafgørende”, svarer Claudia uden tøven. ”Og så det at LLO Hovedstaden gik ind i sagen. Vi var lige ved at give op. Nu må vi se, hvor mange der tager imod tilbuddet om omplacering. Der er gået lang tid og nogle har arrangeret sig med familie, som de flytter ind hos, andre i sommerhus. Èn lader sig spærre inde og får de aktive i beboerforeningen til at købe ind for sig, andre flytter midlertidigt ind hos naboer. Jeg ved ikke, hvordan en mor skal bære to små børn op på 7.etage via trapperne. Hun kan jo ikke lade det ene barn blive nede i gården. Så vi har alle problemer – unge som ældre”.
Ejendommen på Østerbro er bedre kendt som Magistrenes Hus. Den stod færdig i 1972 og har haft skiftende ejere efter tiden med magistrene. Det har ikke været uden problemer.