Skip to main content

Får lejere penge fra energiselskabet Andel?

Energiselskabet Andel giver 2.500 kr. til hver "andelshaver", som er tilknyttet Cerius' elnet. Det drejer sig primært om Nordvest-, Midt- og Sydsjælland, Lolland-Falster og øerne.

Men kan man som lejer også få del i de midler? Det prøver jeg at give svar på nedenfor:

For det første betyder "andelshaver" i denne sammenhæng ikke nødvendigvis, at det kun er tilgængeligt for folk i andelsboliger. Ejere og lejere er også omfattet. ”Andelshaver” sigter på, at man som kunde er andelshaver i virksomheden.

For det andet er der tale om en indtægt, der ikke indgår i el-regnskabet. Det modregnes fx ikke, men andelshaveren skal selv søge på Andels hjemmeside. Det betyder nok - desværre - også, at der ikke er tale om en rabatydelse, efter lejelovens regler.

🏠 For lejere:

1️⃣ Hvis udlejer ikke leverer el – og du selv har en direkte aftale med et el-selskab.

Andel anfører på sin hjemmeside: ”Hvis du har rådighed over installationen og selv beslutter, hvem du køber din strøm af, så er du andelshaver og kan få pengene.”

De fleste lejere betaler el direkte til elselskabet og får ikke fx el-regninger af udlejer. Derfor vil de fleste lejere efter min opfattelse være omfattet.

2️⃣ Hvis udlejer leverer el:

Hvis udlejer leverer el og enten laver et el-regnskab til lejer eller lader det indgå som en del af huslejen, vil lejeren som udgangspunkt ikke være andelshaver og kan ikke få del i midlerne.

Det kan forekomme som en dårlig løsning for netop de lejere, da udlejer kan sende el-regningen videre til lejere, men selv få beløbet udbetalt. Det er ikke desto mindre den løsning, der er valgt.

Lejeloven stiller krav om, at ”rabatydelser og lign.” skal indgå i et el-regnskab.

Men som nævnt ovenfor er det tvivlsomt, om der er tale om en rabatydelse i lejelovens forstand, da udbetalingen ikke er forbrugsafhængig og ikke modregnes i regningen. Desuden er det ikke el-selskabet, der giver beløbet, men ”el-net selskabet”.

🔚 Konklusion:
De fleste lejere af hele lejligheder eller huse i området har derfor nok ret til at få del i pengene, men nogle fx mange værelseslejere går glip af beløbet.

Bemærk, at beløbet er skattepligtigt.

Lejere kan kigge i standardkontraktens § 5 for at se, hvad der er aftalt.

 

Om forfatteren

Se artikler fra Anders Svendsen

Chefjurist, LLO i Danmark.

Back to top