Efter en tragisk ulykke i Kolding giver LLO fire gode råd. Men det er udlejeren, der har vedligeholdelsespligten.
En glad lørdag aften på Dr. Fichs Vej i Kolding endte tragisk, da en altan med fem unge mennesker brød sammen, og de fem styrtede til jorden. Èn fik alvorlige hovedlæsioner, to andre kom lettere til skade. Ulykken har straks fået LLO på banen, såvel lokalt som på landsplan. Landsorganisationen fortæller i fire punkter, hvordan man tjekker, om altanen er ved at falde ned. Men LLO slår samtidig fast, at det er udlejeren, der har vedligeholdelsespligten og at en sikker altan er hans ansvar.
Alligevel er det en god ide at holde øje, selvom det kan være svært, hvis man ”står oven på den” og ikke ser, hvor galt, det måske står til. LLO anbefaler derfor, at man kigger på altanen hos sin overbo eller ringer på hos underboen og spørger, om man lige må kigge på sin altan fra hendes lejlighed. Er der mistanke om, at noget er galt, råder LLO til, at man straks melder det til sin udlejer.
Hvad man skal se efter
Her er fire gode ideer til, hvordan man tjekker, om altanen er ved at falde ned. Se efter:
• afskallet beton, løse slidlag, spredte betonskader, revner hvor beton og murværk er sammenbygget samt generel begroning af overflader.
• Opbulninger i betonen eller rødbrune udfældninger på betonens overflade. Det kan være tegn på nedbrydning af armeringen.
• Hvide udfældinger, som kan være tegn på at der foregår kemisk nedbrydning pga. kalk fra gennemsivet vand. Hvide udfældninger kan dog også være uden betydning for altanens tilstand, men det kan være en indikator for, at altanen skal efterses nærmere.
• Nedbrudte belægninger kan være en væsentlig årsag til fugt, som er en af de mest almindelige årsager til skader på udendørs betonkonstruktioner.
LLO Horsens: Folketinget på banen!
I LLO Horsens, der dækker Kolding-området, gav ulykken straks henvendelser. ”Folk ringer og spørger, hvordan de skal forholde sig, fordi de har en gammel altan”,siger formanden, James Arbøl.
I dagbladet JydskeVestkysten uddyber han: ”Det bedste er at kontakte udlejer på skrift, hvis man er nervøs. Så har man dokumentation for, at man har påberåbt det. Og så skal man huske at få en bekræftelse på, at den er modtaget. Det er for at sikre, hvordan man står, hvis den nu skulle falde ned. Den kan jo risikere at ramme nogen”, siger han. ”Men vigtigst er selvfølgelig ikke at opholde sig på altanen, hvis man er usikker”.
Arbøl tvivler på, at kommunalt tilsyn er vejen frem, men han ser gerne, at landspolitikerne i Folketinget kommer på banen. Indtil da er han opsat på at indsamle data på omfanget af dårligt vedligeholdte, slidte og farlige altaner og vil hellere end gerne høre fra hele landet om det.
Socialdemokratiets boligordfører, Henrik Møller, sagde lige efter ulykken, at han vil tage sagen op i Folketingets boligudvalg, og SF har talt om et lovpligtigt tilsyn i lighed med, hvad der gælder for elevatorer.