Skip to main content

"Føj for helvede"...

Vestjysk udlejer krævede 100.000 kr. af sin lejer, men endte med selv at måtte punge ud med 10.200 kr.

 

Føj for helvede” skrev en udlejer i Salling på bankoverførslen til sin lejer, da han tabte sin sag om 102.000 i et udflytningskrav. I stedet måtte privatudlejeren tilbagebetale 10.200 kr., som er lejerens depositum fratrukket resthusleje og vand. Samtidig måtte Sammenslutningen af Private Udlejere (SAPU) lide et forsmædeligt nederlag i et helt mislykket og fejlskønnet forsvar for udlejeren. Det skete bl.a. i et høringssvar til Huslejenævnet på ikke mindre end 50 sider! Helt udokumenteret reducerede SAPU pludselig udlejerens krav til 60.000 kr. i et brev til Huslejenævnet i Skive Kommune.

102.000 kr. og beskyldt for tyveri

Lejeren, Stinna Sommer, havde i marts 2013 lejet en et 100 år gammelt hus på 184 kvm. med 6 værelser i landsbyen Rødding i Skive Kommune. Hun opsagde lejemålet 1. maj 2016 efter godt tre år og fraflyttede med sine tre børn d. 29. juli 2016. Først 16. august modtager Stinna Sommer en fraflytningsopgørelse. Det sker efter et aftalt fraflytningssyn, som lejeren ikke magtede at deltage i.

I en meget specifik flytteopgørelse kræver udlejeren ikke mindre end 102.000 kr. i istandsættelsesomkostninger. ”Først troede jeg, beløbet var en fejl”, siger Stinna Sommer til Vi Lejere. Udlejeren mener, at Stinna har misligholdt lejemålet i de tre år, hun har lejet det. I samme moment blev hun skriftligt beskyldt for tyveri af gardiner og haveredskaber og truet med politianmeldelse. Hun måtte også i forløbet opleve at blive intimideret af sin udlejer, der brugte Stinna’s Facebook-opdateringer imod hende, bl.a. om hendes økonomi, tatoveringer og navneskift.

Gik til LLO

Stinna Sommer søgte hjælp i LLO og efter ”rigtig nyttig og forstående hjælp” hos Marianne Petersen, LLO-Esbjerg, blev hun henvist til LLO’s servicekontor i Tage- Hansensgade i Aarhus. Her overtog jurist Rikke Daugaard Jepsen sagen. Udlejeren henvendte sig på sin side til Sammenslutningen Af Private Udlejere ved Mark Jensen. Rikke Daugaard og LLO indbragte sagen for Huslejenævnet i Skive, der besigtigede lejemålet i januar. Her var lejeren repræsenteret ved LLO’s næstformand, Lars Dohn, Herning. Efter besigtigelsen forsøgte udlejer - uden held - at kontakte Stinna Sommer udenom LLO med henblik på at indgå et forlig. Dagen efter blev dette fulgt skriftligt op af udlejerforeningen SAPU. På vegne af udlejeren var kravet nu pludselig skåret ned til 60.600 kr.! Et beløb, som LLO straks gjorde gældende var ”udokumenterede” og ”upræcise”.

For sent

Huslejenævnets afgørelse faldt 27. april. Nævnet skar igennem det juridiske tovtrækkeri mellem parterne om frister og lejelovens paragraffer og besluttede – som hele tiden fremført af LLO - at udlejer har reklameret for sent i forhold til 14-dages fristen for en fraflytningsopgørelse og at han derfor ikke kan gøre istandsættelseskrav gældende. Af samme grund forholder nævnet sig slet ikke til de specifikke krav. I stedet skal udlejer tilbagebetale depositum fratrukket evt. berettigede modkrav. Dagen efter afgørelsens fremsendelse henvender udlejeren sig til LLO og vil gerne have afsluttet sagen.

Han sender i den forbindelse et vandregnskab og opgør, at lejer skal have kr. 10.279 kr. retur (depositum 14.400 kr. minus resthusleje 1.977kr. minus ekstrabetaling vand: 2.143 kr.). LLO accepterer omgående opgørelsen. Fem dage efter indgår de 10.000 kr. på Stinnas konto.

”De faldt på et tørt sted. Jeg stod lige foran en konfirmation med min datter”.

”Føj for helvede”-hilsenen svarede hun også på. Stinna skrev til ægteparret: ”Tak! Jeg håber I sover godt om natten og ønsker jer et godt liv fremover”.

Til LLO skrev Stinna: ”Allerkæreste Rikke. Uden dig var det aldrig gået…jeg er dig evig taknemmelig. 1000 tak for hjælpen. Kærligst Stinna”.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top