Foretræde for Boligudvalget: Når lejere mister deres hjem

Den 12. december stod jeg foran Folketingets Boligudvalg sammen med Claus Højte og to lejere for at sætte fokus på en stigende tendens: lejere, der bliver forbedret ud af deres hjem.

Hvis du som boligejer vil have nyt køkken, bestemmer du selv, om du har tid og råd. Som lejer bestemmer du ikke – det gør din udlejer. Og hvis udlejeren vælger en dyr løsning, kan det føre til meget store huslejestigninger. Lejerne fortalte om en beboer, der blev varslet en huslejestigning på 5.000 kr. om måneden. Hun endte med at flytte. Det er en virkelighed, som mange lejere lever med, og som reglerne ikke beskytter imod.

Tidligere så vi, at udlejere i det mindste ventede med store moderniseringer, til lejerne selv flyttede. Nu bliver også de eksisterende lejere forsøgt presset ud.

Samtidig er der ingen krav om genhusning under moderniseringsperioden, hvis lejemålet bliver ubeboeligt under arbejdet. Lejeren skal selv finde en midlertidig bolig – måske på et vandrehjem eller hotel – alt imens børnene stadig skal i skole, og hverdagen skal fortsætte.

Nogle vil måske indvende, at lejerne har krav på en erstatningsbolig, og at ejendommen selvfølgelig skal vedligeholdes.

Men reglerne om erstatningsboliger er desværre meget elastiske: En erstatningsbolig skal have passende størrelse, beliggenhed, kvalitet og udstyr og til en leje, der efter fradrag af eventuel boligstøtte ikke afviger væsentligt fra den hidtidige leje. ”Passende størrelse” betyder, at boligen enten har samme antal værelser som lejeren havde før, eller ét værelse mere end antallet af husstandsmedlemmer.

Hvad er ”passende” i juridisk forstand? En enlig lejer kan fx blive tvunget fra en fireværelses lejlighed til en toværelses – men til samme husleje. De juridiske forarbejder gør os ikke meget klogere; det afhænger blot af ”en konkret vurdering”.

Vedligeholdelsesargumentet holder ikke. Lejerne betaler allerede for vedligeholdelse via huslejen. Vedligeholdelse i sig selv medfører ikke huslejestigninger, så ingen bliver smidt ud på grund af det. En forbedringsforhøjelse derimod betyder, at udlejeren tilføjer noget nyt og dyrere til en eksisterende aftale, hvilket fører til huslejestigninger.

Vi har brug for at myten om at lejerne nyder "en stor sikkerhed” med de nuværende regler. Sådan opleves det ikke af ejendommens lejere. De er bange for at få udlejeren indenfor dørene. Hvis udlejeren får ”gode idéer”, kan de meget vel blive de næste, der mødes af huslejestigninger på 5.000 kr om måneden.

Det er ikke rimeligt, at lejere skal opleve den utryghed. Vi har behov for regler, der giver alle lejere ret til at modsætte sig dyre forbedringsarbejder (ikke vedligeholdelsesarbejder) – præcis som boligejere kan.

Tak til Boligudvalet og særligt Sigurd Agersnap og Heidi Bank for at tage os alvorligt og stille gode spørgsmål.

Anders Svendsen, chefjurist i LLO Danmark