Skip to main content

Fraflytningskrigen: Besparelse på 158.000 kr.

FRAFLYTNINGS-KRIGEN FORTSÆTTER: 

Hvis ikke det var så sørgeligt, så kunne mange udlejeres mærkelige historier, sjove påfund og vilde forklaringer, uvidenhed, arrogance og ren plat viftes bort.

Men sådan er det ikke – desværre. Moralen har det skidt – selv hos professionelle udlejere. LLOs landsformand efterlyser netop en revision af moralen hos visse udlejere. Ofte handler de efter går-den-så-går-den-princippet. Men for lejerne er der 10.000-vis af kroner på spil ved fraflytninger – nogle gange 100.000-vis. Derfor er tilmeldingen til LLO’s gratis webinar for at undgå store fraflytningsregninger måske netop nu rekordstor. 11. april var der således 480 tilmeldte.

På de følgende sider er der kun plads til omtale af 6 sager fra Jylland og Fyn, --- men der er mange, mange flere. LLO hjælper, hvis du er i tvivl.

 

VEJLE Ø:

48.000 KR. TILBAGE

En lejer flyttede i oktober 2023 fra sit lejemål i Vejle Ø. Der blev ved fraflytningen imidlertid ikke foretaget et fraflytningssyn. Derimod har lejerne modtaget en flytteopgørelse.

Sagsbehandleren i LLO´s servicecenter i Aarhus vurderede, at udgiften til istandsættelse af lejemålet ikke kan kræves betalt af lejeren pga. manglende fraflytningsrapport, jf. lejelovens §187, stk. 4 og stk. 5.

Hun kontaktede udlejeren, som indvilligede i at tilbagebetale de 48.000 kr., som var blevet indbetalt ved indflytning i depositum. Og pengene Fraflytning udløser ofte strid om titusindvis af kroner, er modtaget.

BRÆNDSTRUP:

33.000 KR. TILBAGE

En lejer i Brædstrup har under hele sin lejeperiode betalt for forbrug og et månedligt beløb på 68 kr. for renovation. Imidlertid havde udlejeren ved opkrævning af acontobetalingerne ikke sendt forbrugsopgørelser.

LLO´s servicekontor i Aarhus tog sagen til Huslejenævnet. Det betød, at lejeren nu har fået tilbagebetalt 33.400 kr. fra udlejeren i forbindelse med et forlig, denne indgik med lejeren, mens sagen var hos Huslejenævnet.

TØNDER:

ISTANDSÆTTELSESKRAV PÅ 35.000 KR. BLEV AFVIST

I Tønder døde lejeren og boets repræsentant opsagde derefter lejemålet. Ved et fraflytningssyn gør udlejeren nogle istandsættelseskrav gældende, men boets repræsentant ønsker, at der indhentes tilbud.

Boets repræsentant modtager aldrig en fraflytningsrapport, som der er krav på efter lejeloven. LLOs servicekontor i Aarhus bringer på boets vegne sagen for Huslejenævnet med krav om, at depositummet skal tilbagebetales og istandsættelseskravene skal bortfalde. Udlejers advokat gør omvendt krav på betaling af depositum samt yderligere 35.377,45 for istandsættelse af lejligheden. Huslejenævnet beslutter, at depositummet skal betales, men nævnet imødekommer LLO´s krav om, at istandsættelseskravet på de 35.377,45 skal bortfalde.

LLO har hermed hjulpet boet med at spare 35.377,45 kr.

 

AABENRAA:

MYSTISK REKLAMATION PÅ 52.000 KR.

En udlejer i Aabenraa Kommune krævede gennem sin advokat 70.000 kr. ved lejerens flytning.

Det blev dog reduceret med ca. 5.000 kr., da LLOs servicekontor i Aarhus kom ind i sagen og indgik en dialog med udlejerens advokat.

Lejeren havde indbetalt et depositum på 13.500 kr., og udlejer opkrævede derfor ca. 52.000 kr. ekstra udover depositum. Da udlejers krav var baseret på en reklamation, som lejeren afviste at have modtaget fra udlejer, afviste lejeren ved fraflytningen at betale det resterende beløb. Daværende ejers advokat indbragte derfor senere sagen for Huslejenævnet. Under sagens behandling ved nævnet kunne det endvidere konstateres, at ejendommen var solgt, hvorfor den nye ejer var den nye, rette part i sagen. På grund af uklarheder om, hvem der var rette part i sagen på udlejerside og på grund af de mange bevismæssige uenigheder i sagen, valgte nævnet i januar at afvise at træffe afgørelse i sagen og henviste i stedet parterne til at indbringe sagen for domstolene.

Da LLOs kontorleder ved servicekontoret i Aarhus sidst havde kontakt med lejeren i midten af marts, havde hun fortsat intet hørt om, hvorvidt den tidligere eller den nuværende ejer havde indbragt sagen.

Derfor antager LLO, at udlejer ikke har ønsket at forfølge ekstrabetalingskravet på 52.092,16 kr.

ODENSE:

FORELØBIG BESPARELSE: 158.000 KR.

En udlejer i Odense C. fremsatte krav på i alt 244.819 kr. for istandsættelse og påstået huslejerestance i forbindelse med lejerens fraflytning.

Det var den kvindelige lejer ikke enig i, og Lejernes LO gik ind i sagen. Kontorlederen på LLO´s servicekontor i Aarhus kunne heller ikke nå til enighed med udlejeren. Derfor måtte sagen i Huslejenævnet. Nævnet afviste dog at tage stilling til posten vedr. den påståede lejerestance, som oprindeligt lød på 96.000 kr. Derimod afgjorde nævnet, at lejeren alene hæftede for nogle få poster: rengøring af lejemålet, rengøring af ovn, udskiftning af 1 stikkontakt, rengøring af gummifuger ved et vindue, udskiftning af tre døre, fjernelse af effekter på loftet og en ny låge til et skab, men tog ikke stilling til udgifternes størrelse.

Udlejer mente at udgifterne skulle være: Rengøring i lejemålet 4.999 kr.,udskiftning af 1 stikkontakt 3.065 kr, fjernelse af effekter på loftet 2.000 kr. (dette punkt var der enighed om), ny låge til skab: 6.000 kr. og 3 nye døre: 30.145 kr. Oveni disse beløb lagde udlejeren de påståede huslejerestancer, som han nu havde reduceret med 55.488 kr. til 40.512 kr.

Herefter mener udlejeren at have 86.721 kr. tilgode. Dette beløb har han nu stævnet sin lejer for. LLO har sørget for, at lejeren er kommet i kontakt med en advokat, der kan repræsentere hende i retten. Men det betyder, at med LLO´s behandling af sagen og afgørelsen i Huslejenævnet er der foreløbig tale om en besparelse for lejeren på 158.098 kr. – minimum.

UDLEJER TRAK TIDEN::

”Jeg hører lige min bogholder, om hun kan finde...”

En ung, kvindelig lejer i Nordjylland blev udsat for et velkendt udlejerkneb, da hun skulle have sit depositum tilbage. Metoden er at trække tiden.

For det holdt hårdt, da Mie i Asaa i Nordjylland skulle have 10.950 kr tilbage efter to år i lejemålet i Åvænget. Samme tålmodighed var ikke tilstede den modsatte vej. Mie fik ved en tidligere lejlighed kun én dag til at betale ham.

Ved fraflytningen efter de to år foreslog udlejer først, at Mie skulle dække udgiften til malerarbejdet. Han er selv i byggebranchen, og havde allerede indhentet et tilbud! Udlejeren indrømmede dog, at ”lejemålets stand ved indflytning ikke blev konstateret”.

Loven ikke overholdt

LLO´s kontorleder i Aalborg, Camilla Hedemann, svarede udlejeren, at Mie ikke var indstillet på at skulle betale for maling. ”Lejelovens regler er ikke overholdt i forbindelse med indflytningsrapport, så lejer har ret til tilbagebetaling af fuldt depositum, hvilket huslejenævnet også vil beslutte”, skrev kontorlederen og fortsatte: ”Jeg skal gøre opmærksom på, at du som udlejer, hvis lejer får medhold i nævnet, vil blive idømt tabergebyr på over 6.800 kr. til kommunen”.

LLO: enten eller...

En tilbagebetaling af depositum nu vil være det billigste for dig, skrev LLOs kontorleder videre. Straks samme dag svarede udlejeren, at han ”selvfølgelig ikke (var) istand til at betale fuldt indskud tilbage nu, da pengene er brugt til maler allerede”. LLO svarede, at lejeren ikke var med på en opdeling af indskuddet (altså en reduktion). ”Hun har tidligere af dig selv kun fået 1 dags varsel til at betale skyldigt beløb. Hun frygter, hun ikke får pengene og ønsker dermed en afgørelse, hun kan støtte sin ret på. Enten skal lejer have det fulde beløb udbetalt, eller vi må sende den til afgørelse (i huslejenævnet. red.)”. Udlejeren bad så om et kontonummer, som han fik dagen efter.

”1.000 tak”

Men pengene – de trak ud. Først gik der seks dage uden at der skete noget. Så mindede LLO ham om indbetalingen. Han svarede, at han ”godtnok” mente, den var blevet betalt, men ville lige høre sin bogholder. Efter yderligere to dage skrev han: ”Der skulle være overført penge”.

LLO svarede, at lejeren ikke havde modtaget dem og bad om en kvittering på overførslen. Svaret fra udlejeren lød: ”Ja det må vi da have. Jeg hører lige min bogholder, om hun kan finde den”.

Yderligere fire dage gik – uden at lejeren fik sine penge. Så satte LLO foden ned og gjorde klar til at indbringe sagen for huslejenævnet. Men netop som dokumentet var skrevet, kom pengene.

En glad Mie skrev straks til Camilla Hedemann i LLO: ”Tusind tak for al jeres hjælp! Det kunne vi ikke have ordnet uden jer”.

Om forfatteren

LLO´s Servicekontor i Aarhus og Kjeld Hammer

Back to top