Som der tidligere har været skrevet om her i Vi Lejere, blev der med lovændringen i 2015 indført obligatoriske fraflytningssyn for alle udlejere, der lejer mere end ét lejemål ud. Hvis udlejerne ikke overholder pligten til at gennemføre et fraflytningssyn medfører dette, at stort set alle fraflytningskrav bortfalder.
Folketinget vedtog denne lovændring, fordi man ønskede at sikre, at der blev sikret bevis for, hvilken stand lejemålet var i på fraflytningstidspunktet i håbet om at formindske antallet af sager om fraflytningskrav.
Som alternativ til en fraflytningsrapport kan man forsøge at lave en fraflytningsaftale.
Vi har i den seneste tid oplevet en uheldig tendens, hvor enkelte udlejere har indført en standard aftaletekst i deres elektroniske fraflytningsrapport, hvor lejerne tilkendegiver at være enige i, at de nævnte arbejder er dem, der skal udføres. Disse aftaler anser udlejer altså indholdsmæssigt som en aftale, men den fremtræder som en ensidigt udarbejdet fraflytningsrapport.
Når lejerne efterfølgende gør indsigelse imod fraflytningskravene svarer udlejer, at der jo er indgået en aftale om, at de nævnte krav skal ordnes. Udlejerne mener derfor ikke, at der er noget at gøre indsigelse imod.
Kan man overhovedet indgå en aftale om fraflytningskrav?
Man kan godt indgå en aftale om, hvilke fraflytningskrav der stilles, og hvad disse skal koste. Det må dog være en forudsætning for en aftale, at denne fremtræder som om, at parterne har drøftet dette, og er blevet enige om kravene.
Det er vores opfattelse at en aftale skal have været genstand for individuel forhandling, hvilket vi ikke mener er tilfældet, hvis udlejer præsenterer et dokument der har overskriften ’Fraflytningsrapport’, men i sit indhold er en aftale.
Hvad gør LLO ved dette?
LLO Hovedstaden repræsenterer en lejer i en sag for Københavns Huslejenævn om netop dette spørgsmål, idet vi ikke mener, at lejers underskrift på en fraflytningsrapport kan fratage lejer muligheden for efterfølgende at få prøvet, hvorvidt det var lovligt, at de pågældende krav blev rejst.
Vi mener, at dette er i strid med formålet bag indførslen af de lovpligtige fraflytningssyn, og vi mener desuden også, at dette strider imod forbrugeraftalereglerne. Derfor har vi bedt forbrugerombudsmanden om at tage stilling til dette.
Hvad skal man som lejer være opmærksom på
Da lejer først ser denne fraflytningsrapport på fraflytningssynet, og lejer er forpligtet til at kvittere for modtagelsen af fraflytningsrapporten, kan man derfor ikke nå at søge rådgivning hos LLO inden.
Det er derfor vores anbefaling, at hvis man er uenig i de krav, udlejer har stillet i fraflytningsrapporten, skriver man i underskriftsfeltet, at man ”alene kvitterer for modtagelsen af rapporten” og skriver under på denne.
Herefter er det er vores anbefaling, at man efterfølgende søger rådgivning hos LLO.
LLO advarer
LLO advarer mod ny uheldig tendens, som er i strid med formålet med de lovpligtige fraflytningssyn. LLO mener også, at fremgangsmåden strider imod forbrugeraftalereglerne og har bedt forbrugerombudsmanden tage stilling.