Fraflytningssag fra et lejemål beliggende i Aarhus, hvor der var uenigheder mellem lejer og en professionel udlejer.
I forbindelse med fraflytningen blev lejerne ikke indkaldt til det obligatoriske fraflytningssyn, ligesom der heller ikke blev udarbejdet en fraflytningsrapport. Udlejer mente dog alligevel at være berettiget til at opkræve istandsættelse for 18.496,80 kr, en ekstraregning for forbrug på 960,26 kr. og et ikke nærmere defineret gebyr på 725 kr.
Derudover mente udlejer at være berettiget til at tilbageholde 1000 kr. til eventuelle ekstraregninger for forbrug.
Lejerne havde forsøgt kontakt til udlejer, men da det ikke havde medført det ønskede resultat, skrev deres rådgiver fra LLO´s Servicekontor i Aarhus til firmaet.
Rådgiver redegjorde for at posterne vedr. istandsættelse skulle slettes fra opgørelsen, da der hverken var afholdt syn eller udarbejdet og udleveret en fraflytningsrapport.
Der var ikke aftalt, at der kunne tilbageholdes noget beløb til forbrugsafregning, så rådgiver bad ligeledes udlejer slette dette beløb fra opgørelsen.
Den udokumenterede post på 725 kr. til et gebyr bad rådgiver udlejer slette, da der ikke var nogen dokumentation for udgiften, og for så vidt forbrugsopkrævningen på 960,26 kr, så kunne rådgiver se at det pågældende regnskab var fremsendt til lejerne for sent, og dette medfører at tillægsbetalingen bortfaldt.
Da der dermed ikke længere var nogle beløb der kunne fradrages, bad rådgiver udlejer tilbagebetale i alt 23.850 kr. til lejerne. Det afviste udlejer og lagde i stedet op til at finde en forligsmæssig løsning. Det var lejerne ikke interesserede i, og sagen blev derfor indbragt for Huslejenævnet. Senere samme dag meddelte udlejer at han ville tilbagebetale beløbet. Lejerne har nu bekræftet at have modtaget deres depositum, og sagen er derfor nu lukket.