Skip to main content

Gentofte-borgmester: ”Ikke godt nok. Ventetid skal ned”

Gentofte Kommunes borgmester Michael Fenger er ikke tilfreds med kommunens lange ventetider i huslejenævn og beboerklagenævn.

”Sagsbehandlingstiden i Huslejenævnet har været – og er desværre fortsat - for lang, og jeg forstår godt, at det er frustrerende for de borgere, der må vente længe på en afgørelse.

Det er ikke tilfredsstillende”, skriver borgmesteren til Vi Lejere.

Den lange ventetid skyldes først og fremmest en sagspukkel, der er blevet opbygget over en længere periode, blandt andet på grund af udfordringer med bemandingen. Samtidig er en del af sagerne omfattende og komplekse, forklarer borgmesteren.

”Vi er i gang med at nedbringe sagspuklen, og tallene viser, at indsatsen har effekt. I 2025 afgjorde Huslejenævnet 194 sager mod 122 året før. Det er en stigning på 59 procent. Samtidig blev der afgjort flere sager, end der kom nye sager ind”.

”Det går altså den rigtige vej, men ventetiden er fortsat for lang, og der er en stigende tilgang af nye sager. Derfor ser vi nu på, hvad der yderligere skal til for at få sagsbehandlingstiden ned. For ambitionen er klar; ventetiden skal ned”, afslutter borgmesteren.

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere.

Kontakt: redaktion@llo.dk 

Back to top