Skip to main content

Glæde over ny boligaftale om billige boliger

Regeringen (Socialdemokratiet), Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og KristenDemokraterne indgik d. 26. november 2021 en ny politisk aftale om ”Fonden for blandede byer – flere billige boliger og en vej ud af hjemløshed”.

Aftalen indebærer, at der etableres en fond, ”Fonden for blandede byer”, som tilføjes 10 mia. fra Nybyggerifonden.

Med aftalen fastsætter aftaleparterne, hvordan 5 mia. skal bruges i 2021-2031. Aftalens initiativer indebærer bl.a. at:

• Kommuner kan for fremtiden kræve, at der bygges mere end 25% almene boliger i en lokalplan.

• Der opføres flere studieboliger (efter aftale med kommunerne). Planen er 4.000 studieboliger i København og 2.000 studieboliger i de andre studiebyer.

• Hjemløshedsindsatsen styrkes med fokus på princippet ”housing first”.

LLO er glade for aftalen

LLO mener, at aftalen falder på et tørt sted efter at store dele af den politiske debat op til kommunalvalget netop har handlet om billige boliger, som denne aftale medvirker til at tilføje.

”Vi ser aftalen som et skridt på vejen for at give kommunerne de værktøjer, de har brug for til at bygge flere billige boliger”, siger LLO’s landsformand Helene Toxværd. Hun fortsætter: ”Vi glæder os over, at man ved aftalen vil bygge flere boliger de steder, hvor efterspørgslen er størst. Der er ingen tvivl om, at den almene sektor igen...igen... løfter en stor boligsocial indsats.”

Dog består den største udfordring for blandede byer, mener Helene Toxværd:

”Der skal ikke være tvivl om, at vi ser liberaliseringen af den private husleje med store huslejestigninger til følge som den største årsag til manglen på billige boliger. Dette skal der styr på, hvis man vil have blandede byer for fremtiden. Det ændrer dog ikke på, at udspillet og dets offentliggørelse var en god dag for lejerne.”

Regeringen har sendt lovforslag om aftalen i høring, og efter planen vil reglerne gælde fra d. 1. juli 2022.

 

Om forfatteren

Se artikler fra Anders Svendsen

Chefjurist, LLO i Danmark.

Back to top