Skip to main content

Grib chancen: Giv lejerne den tryghed, de fortjener

Nyvalgte byrådsmedlemmer har en historisk mulighed for at styrke lejernes vilkår og skabe et mere lige boligmarked.

Kommunalvalget er overstået, og rundt om i landet skal nye og erfarne byrådsmedlemmer i gang med arbejdet. De skal skabes trygge, velfungerende og sunde rammer for borgernes liv.

Ét af de områder, hvor kommunerne kan gøre en markant forskel i den nye byrådsperiode, er boligpolitikken.

Lejere i hele landet oplever store forskelle i deres vilkår. De fleste kommuner i landet er regulerede. Det giver lejerne god beskyttelse mod urimelige huslejer og usikre kontraktforhold. Desværre er 20 kommuner uregulerede. Her har lejerne langt ringere vilkår og rettigheder.

I uregulerede kommuner som blandt andet Billund, Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Læsø, Mariagerfjord, Rebild, Ringkøbing-Skjern, Struer, Thisted, Tønder, Varde, Vesthimmerland og Ærø oplever lejerne større utryghed og et boligmarked, der stiller lejerne ringere end i andre kommuner.

Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, om kommunen skal være reguleret og dermed sikre lejerne bedre beskyttelse og flere rettigheder. Når en kommune er ureguleret, medfører det, at huslejen kan stige hurtigere, og at udgifter til vedligeholdelse kan skubbes over på lejerne.

Kære byrådsmedlemmer: I har nu muligheden for at vende udviklingen. I kan sikre lejerne bedre vilkår og tryghed.

Der er over 2,2 millioner lejere i Danmark. De fortjener en fair og lige boligpolitik uden forskelsbehandling.

Fem forslag fra lejerne

LLO har fem gode forslag til, hvordan byrådet kan styrke lejernes vilkår og skabe et bedre boligmarked.

1. Et reguleret boligmarked handler hverken om bureaukrati eller ideologi. Det handler om tryghed og stabilitet. Når lejerne ved, hvad huslejen må være, og når udlejere kender spillereglerne, skaber det et boligmarked, der fungerer – for alle.

2. De nye byråd bør styrke huslejenævnene. Både lejere og udlejere oplever i dag ventetider i huslejenævnene på op mod et år. I dele af landet er ventetiden endnu længere, og det både stresser og bekymrer især lejerne. Huslejenævnet er et af de vigtigste værn mod blandt andet urimelige huslejestigninger og fraflytningsregninger. Det skal naturligvis være bemandet efter opgaverne. Kommunerne har både mulighed og ansvar for at sikre, at nævnets arbejde er effektivt og troværdigt.

3. For det tredje har kommunerne i dag mulighed for at kræve op til 25 procent almene boliger i nye lokalplaner. Den mulighed bør bruges langt mere aktivt. Almene boliger er ikke bare ”billige boliger” – de er et fundament for blandede og velfungerende byområder. Det er en investering i kommunens sammenhængskraft og i borgernes trivsel.

4. Ingen skal bo med skimmelsvamp – styrk kontrollen. Det burde være en selvfølge, men vi møder stadig alt for mange tilfælde af sundhedsskadelige boliger. Særligt skimmelsager trækker ud, fordi tilsyn og kontrol ikke er tilstrækkeligt prioriteret. Kommunerne har både myndighedsansvar og mulighed for at sikre, at borgerne bor i sunde boliger, hvor vedligeholdelsen lever op til lovens krav.

5. Når alt for mange bor på for lidt plads, skaber det uacceptable levevilkår. Det presser børn og voksne ind i situationer, der går ud over både trivsel og sundhed. Derfor vil regeringen nu give kommunerne muligheder for at fastsætte et maksimum for, hvor mange personer der må bo i én lejlighed i privat udlejning – uanset om udlejer er enig. Den mulighed bør kommunerne bruge aktivt.

Lejernes LO ønsker en åben og konstruktiv dialog med alle nye byråd. Boligpolitik behøver hverken være konfliktfyldt eller kompliceret. Det kræver politisk vilje og et klart fokus at sikre tryghed og rimelige vilkår for de borgere, der bor til leje.

De kommende fire år rummer en enestående mulighed for at skabe reelle forbedringer for tusindvis af mennesker. Ved at vælge regulering, flere almene boliger, et stærkere tilsyn og mere retfærdige vilkår kan kommunerne skabe et boligmarked, der fungerer – ikke kun på papiret, men i hverdagen.

Det skylder vi både nuværende og kommende generationer af borgere og lejere.

Om forfatteren

Se artikler af Helene Toxværd

Landsformand for Lejernes Landsorganisation Danmark og formand i LLO Hovedstaden.

Back to top