Først blev hun sat ud af sit lejemål med magt af politiet. Så fik hun en tiltale for ”at have lagt hindringer i vejen for politiets arbejde” og for at have ”barrikaderet” sig, da to granvoksne politibetjente, en jurist fra fogedretten, en advokat, en låsesmed, en flyttemand samt udlejeren udsen varsel bankede hårdt på dør og vindue og sparkede døren ind.
Den spinkle kvinde på 60 kg. og 165 cm blev lagt i håndjern, fik tre tænder flækket, bøjet et ribben, blokeret luftvejene, kastede op og tissede i bukserne. Det var d. 15. maj 2019.
Den 2. december skulle Jane Rønnow så møde i Retten i Horsens i sagen om at hindre politiets arbejde.
Dommeren i tvivl
Da hun mødte op, fik hun at vide, at retsmødet var aflyst. Ingen forklaring. Den bad hun så om på skrift. Retten i Horsens svarede kortfattet, at ”retten ved kendelse af den 2. december 2019 har bestemt, at sagen ikke kan behandles af retten af de i kendelsen nævnte grunde. Retsbogen er vedhæftet”.
Af den vedhæftede retsbog fremgår det, at dommerfuldmægtig Benjamin Frøsig Thude samme formiddag var kommet frem til, at der ”efter en samlet vurdering foreligger der (derfor) omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om min fuldstændige upartiskhed, hvorfor jeg viger sædet i denne sag”. Han udsatte så sagen.
1 time, 20 min. før
Retten skriver videre til Jane, at den har forsøgt at telefonere hende om aflysningen af retsmødet d. 2/12 på to telefonnumre. Det ene nummer tilhører Janes mor, det andet – har hun siden fået opklaret – tilhører en kvinde i Oslo, Norge! Da Jane af gode grunde ikke svarer på nogen af numrene, sender Retten i Horsens en SMS om aflysningen til de samme numre.
Den skriver også, at der blev sendt ”en besked på e-Boks kl. 11.38 d. 2. december 2019” – altså 1 time og 20 min. før retsmødet.
Tilliden til retssystemet
Jane undrer sig over, at dommeren i Horsens først lige før retsmødet fandt ud af, at han åbenbart var inhabil.
Endnu større bliver hendes undren, da hun i aviserne ved nytårstid kunne læse en regulær opsang til landets politikere fra retspræsident Trine Poulsen. Hun klagede over nedskæringer, over at sagsbunkerne og ventetiden ved landets byretter er steget kraftigt de senere år, og at – som hun siger - ”de lange sagsbehandlingstider påvirker den enkelte borger, samfundet og tilliden til retssystemet”.
Trine Poulsen er tilfældigvis retspræsident ved Retten i Horsens.
Måske skulle retspræsidenten se sig om i sin egen verden og få et billede af, om Retten i Horsens fremmer tilliden til retssystemet! I løbet af 2020 regner Jane iøvrigt med, at hendes egentlige tvist med udlejeren om udsættelse af boligen i landsbyen Vrønding kommer for Vestre Landsret.