Har jeg ret til genhusning?

Genhusning er en samlebetegnelse for, at man som lejer får et nyt sted at bo, enten permanent eller midlertidigt. Genhusning kan opstå enten ved lov, hvor det også kaldes erstatningsbolig eller ved aftale. Men hvornår har man egentligt ret til genhusning? Og hvad skal man være opmærksom på?

Hvis man bor til leje privat, opstår retten til genhusning, når udlejer varsler større lejeforhøjelser. Størrelsen af lejeforhøjelsen, der udløser ret til genhusning eller erstatningsbolig, afhænger af den ejendomstype, man bor i, men for de fleste gælder, at udlejer skal tilbyde et andet sted at bo, hvis der varsles lejeforhøjelser over 3 år på 197 kr. pr. m2 pr. år eller mere. Bor man i en ejendom, hvor udlejer kan medtage et særligt højt afkast over lejen, har man også ret til en erstatningsbolig, hvis udlejer varsles stigninger i afkastet over 3 år på 95 kr. pr. m2. pr. år eller mere.

Hvis man bor alment

Bor man alment til leje, vil genhusning typisk ske i forbindelse med et renoveringsprojekt, hvor et flertal af lejerene i afdelingen har stemt for et projekt, som samtidig tager stilling til genhusning - eventuelt med støtte fra Landsbyggefonden. Hvad man har ret til under et sådan forløb, kan man læse mere om på www.llo.dk under Lejelovens A-Z, hvor LLO har været med til at lave en guide.

Kommunens pligter

Uden for disse tilfælde opstår retten til genhusning kun efter Byfornyelseslovens regler, hvor kommunen har pligt til at anvise genhusningsboliger, hvis ejendommen man bor i skal have lavet omfattende arbejder med støtte fra kommunen, eller hvor kommunen nedlægger forbud mod beboelse i et lejemål (kondemnering) pga. sundhedsskadelige forhold i boligen, eksempelvis skimmelsvamp. Fælles for disse er, at det er kommunen, som tager sagen op, og kommunen som har pligten til at finde erstatningsboliger.

Hvad har man så ret til?

Hvis udlejer skal tilbyde en erstatningsbolig, skal denne ligge i samme område som den hidtidige og enten have samme antal beboelsesrum som den hidtidige eller have samme antal beboelsesrum, som der er medlemmer af husstanden. Hvis et par derfor bliver genhuset fra en 3-værelses lejlighed, kan de derfor risikere kun at blive tilbudt en 2-værelses lejlighed. Lejen for de to må – efter eventuel boligstøtte – ikke afvige væsentligt fra hinanden. Den kommunale genhusning følger samme princip, men indeholder til gengæld – som loven er nu – ingen regler om, hvor høj lejen må være ved genhusning. Til gengæld får man økonomisk støtte til lejeforskellen de første 10 år.

Aftalt genhusning

Alle andre former for genhusning end nævnt ovenfor, sker ved aftale. Det kunne fx være genhusning i forbindelse med skimmelsvamp eller vandskade, hvor kommunen ikke er indblandet eller i forbindelse med større renoveringsprojekter inden for den private lejelov, hvor lejerne i princippet har pligt til at genhuse sig selv. Vær opmærksom på, at breve om genhusning ikke altid er formuleret som en mulighed, der forudsætter aftale. Men hvis det ikke er efter loven, er det pr. definition ved aftale. Bliver man genhuset i disse tilfælde, sker det ved aftale og her er det vigtigt, at man får de centrale vilkår for aftalen på plads. Det kunne fx være periodens længde, lejebetaling, betaling for forbrug af varme, vand og el, betaling for flytning, hvilke møbler man måske kan lade stå, afrensning af møbler ved skimmelsvamp, asbest eller lignende. Jo mere detaljeret en sådan aftale er, jo mere undgår man skuffede forventninger, både under genhusningsperioden og når man eventuelt skal flytte tilbage igen.