Skip to main content

Holstebro: Valg-flyer gav pote

LLO i Holstebro fik i samarbejde med Region Midt trykt en flyer i A5-format og i to versioner op til kommunalvalget i november. Her præsenterede afdelingen tre af dens medlemmer, som alle stillede op til byrådet og som alle gik til valg på at arbejde for lejernes rettigheder og LLO’s grundlag. Flyeren gav en anbefaling fra LLO til netop at stemme på en af disse tre medlemmer.

Det gav pote – eller bidrog i det mindste. To af dem blev nemlig genvalgt, nemlig Jytte Ø. Dideriksen, der blev indvalgt for Socialdemokratiet og Karsten Filsø for Socialistisk Folkeparti. LLO skrev i sin anbefaling til vælgerne, at man ”både som lejer og skatteyder vil have en kæmpefordel ved at indføre boligreguleringsloven i Holstebro Kommune”. Tiden vil nu vise, om det sker, men flertallet i byrådet er tilstede.

Flyerne blev fremstillet i dobbeltsidet tryk og på glittet papir, målrettet henholdsvis den almene og den private udlejningssektor. LLO’s formand i Holstebro, Ole Schunck, regner med, at flyerne er blevet set af 3.750 borgere, hvis man ganger oplaget med 1,5 læsere pr. husstand. Og han er ikke et øjeblik i tvivl om, at kampagnen har haft effekt på valgdagen. Som han skrev på sin flyer: ”Din stemme kan være afgørende!”.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top