Skip to main content

Horsens: 4 måneder uden vand

Lejere rundt om i landet udsættes for lidt af hvert, selvom langt de fleste udlejere er pæne og ordentlige mennesker. En kvindelig lejer i en landsby tæt ved Horsens oplevede sidste sommer noget, mange vil kalde en ren molbo-historie.

Midt i den tørre og solrige sommer var der blevet lukket for vandet i det hus, hun havde lejet.

Baggrunden var, at udlejeren ville have lejeren ud af lejemålet, hvilket hun nægtede.Så meddelte udlejeren vandforsyningen, at hans lejer var flyttet! Kommunen selv var åbenbart i tvivl, for den kontaktede selv lejeren og oplyste hende om, at vandet ville blive lukket, fordi hun iflg. udlejeren ikke ville flytte. De penge, som lejeren selv havde betalt til vandforsyningen for et halvt års forbrug, blev nu tilbagebetalt – ikke til lejeren, men til udlejeren. Forsyningen forsøgte – da den rette sammenhæng gik op for dem - at få pengene tilbagebetalt fra udlejeren, men forgæves. Herefter lukkede forsyningen for vandet til lejeren med begrundelsen ”manglende betaling”.

Lejeren gik til LLO Horsens samtidig med, at hun måtte skaffe sig vand andre steder fra i de efterfølgende 4 måneder og 4 dage. LLO forsøgte at få kommunen til at genoptage vandforsyningen, men det endelige svar var, at lejeren skulle indbringe sagen for domstolene. Kommunen vurderede, at det var en tvist mellem udlejer og lejer, selvom denne tvist havde været for domstolen tidligere og resultatet dengang faldt ud til lejerens fordel. Denne kendelse var forsyningsselskabet iøvrigt bekendt med, siger LLO. Fem dage før juleaften rettede lejeren henvendelse til en folkevalgt politiker i Horsens Byråd med sin klage. Det hjalp. Dagen efter fik lejeren vand.

Det økonomiske mellemværende i den bizarre sag faldt omsider også på plads, men både de for meget betalte månedlige bidrag og rykkergebyret var endnu en bureaukratisk forhindring. Da lejeren henvendte sig til forsyningsselskabet for at betale for rykkergebyret, der ellers ville blive brugt imod hende som restance og risiko for ny lukning, var det ikke muligt at indbetale beløbet i lejerens eget navn. Selskabet krævede nemlig, at lejeren skulle indbetale rykkegebyret i udlejerens navn.

Omsider kunne julefreden sænke sig i huset udenfor Horsens. Men det var ikke med nogen hjælp fra forsyningsselskabet.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top