Skip to main content

Horsens: Skulderklap til Horsens-formand

LLO’s formand i Horsens, James Arbøl, blev nomineret som kandidat til ”Årets skulderklap” og 10.000 kr. af et af sine medlemmer.

”Årets skulderklap” består foruden æren af 10.000 gode danske kroner og uddeles hvert år i det nord-og midtjyske af det store andelsselskab Eniig, der opererer indenfor energisektoren.

Kort fortalt gives ”Årets Skulderklap” til 5 frivillige personligheder, lokale ildsjæle, de små og store arbejdsheste, som ikke er i rampelyset til daglig.

I begrundelsen skrev medlemmet, Gita Schumacher, til Eniig: ”James Arbøl er en sand ildsjæl. Han har i mange år arbejdet for at forbedre lejeres vilkår i hele Danmark. Som hovedbestyrelsesmedlem, som landskasserer, som kredsformand og - ikke mindst - som formand for Lejernes Landsorganisation i Horsens gennem mere end 40 år. Derudover har han gennem mange år som medlem af huslejenævn og som lægdommer sat sit fingeraftryk på afgørelser i nævn og boligret. Den tidligere anlægsgartner er en utrættelig snu ræv, når det gælder at skaffe medlemmerne retfærdighed i deres tvister med udlejere. Alene det mangeårige engagement i den almennyttige forening (tæt på 50 år i alt) fortjener så sandelig et skulderklap. Og så er han: Still going strong - very strong”.

Medlemmet kender Arbøl, fordi hun tilbage i 1990’erne arbejdede sammen med ham som sagsbehandler og bestyrelsesmedlem i LLO Horsens. Hun er forlængst fraflyttet byen, men har bevaret sit medlemskab.

Der var mange forslag til prismodtagere og James Arbøl, var ikke med blandt de fem vindere, men han er beæret. ”Sådan en hilsen varmer rigtigt meget for mig. Der er altid nogen, som er utilfredse. Det glemmer man sådan en dag”, siger han.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top