Skip to main content

HORSENS: Ulovligt vaskebidrag og gebyr for porttelefon

Lejer har fået i alt  14.130 kr.  retur efter LLO’s hjælp. Udlejer må ikke opkræve gebyr for fri vask og porttelefon. 

En lejer i Horsens kontaktede LLO, fordi hun ikke havde modtaget en fraflytningsopgørelse eller tilbagebetaling af depositum i forbindelse med sin fraflytning. 

Ved gennemgang af sagen kunne LLO se, at udlejer også havde opkrævet et månedligt gebyr til "fri vask" i vaskekælderen. Et sådant gebyr er der ikke hjemmel til at opkræve. 

LLO kontaktede derfor udlejer dels med krav om tilbagebetaling af i alt 6.000 kr. i gebyr til fri vask samt krav om fremsendelse af flytteopgørelse.     

Udlejer tilbagebetalte 6.000 kr. og fremsendte flytteopgørelsen, der viste et tilgodehavende til lejer på 1.470 kr. Lejer havde ikke indsigelser til de istandsættelseskrav, som fremgik af flytteopgørelsen, men da udlejer tilbageholdte 1.500 kr. til næste varmeregnskabsår, kontaktede LLO udlejer igen og gjorde opmærksom på, at der ikke vargrundlag for at tilbageholde noget beløb, da lejeperioden ophørte samme dag som forbrugsregnskabsåret. Lejer fik herefter yderligere 1.500 kr. tilbagebetalt af sit depositum.  

Ulovligt gebyr for porttelefon

En anden lejer i Århus fik hjælp af LLO, da udlejer tilbageholdt 5.000 kr. af depositum uden dokumentation. I forbindelse med sagsbehandlingen opdagede LLO, at udlejer ulovligt havde opkrævet et mindre månedligt gebyr til porttelefon. Et sådant gebyr er der ikke hjemmel til at opkræve.  

LLO kontaktede derfor udlejer, og udlejer tilbagebetalte herefter 160 kr. i uretmæssigt opkrævet gebyr. Udlejer meddelte, at han ville fremsende dokumentation på udgiften på 5.000 kr. 

Kort tid efter kunne lejer dog oplyse, at udlejer også havde tilbagebetalt restdepositum på 5.000 kr. 

Om forfatteren

Jens Peter Kildevang

Journalist og redaktør af Vi Lejere.

Kontakt: redaktion@llo.dk 

Back to top