Husleje-spekulation: Mange lejere ramt...

Bitre erfaringer med påtvungne og fordyrende moderniseringer.

I LLO har vi længe haft et stærkt fokus på vilkårene for boligreguleringslovens § 5,2, som giver udlejerne gunstige økonomiske vilkår, når de moderniserer køkken og bad i deres lejemål.

LLO har været meget aktiv i arbejdet for at få afskaffet § 5.stk. 2 - eller at få den gjort mindre attraktiv for udelejerne - og LLO har i 20 år arbejdet for at politikerne på Christiansborg skal forstå, hvilke alvorlige negative konsekvenser § 5. stk.2 har og har haft for det danske lejeboligmarked og dens beboere. Gennem pensionskassers, store ejendomsinvestorer og globale kapitalfondes investeringer i danske ejendomme og deres målrettede anvendelse af § 5,2. er der kommet større fokus på det ødelæggende i ordningen – specielt for de beboere, der tvinges til at betale for gildet.

På den baggrund har vi haft kontakt til mange beboerrepræsentationer i Hovedstaden og spurgt dem om deres – desværre ofte bitre - erfaringer med 5,2-moderniseringer. Vi har også opfordret dem og deres lejere til at sende deres historier om konsekvenserne af § 5,2. til politikerne. Det har mange gjort. På disse sider kan du læse tre af svarene.

Ønsker du at læse flere indlæg fra ramte lejere eller at få yderligere information om 5,2., så findes det her.

5,2. sætter bytteretten ud af kraft

KÆRE BOLIGORDFØRERE!

Vi vil fortælle om et aspekt ved §5,2. som ikke så ofte nævnes i debatten: Vi er et ældre ægtepar på 68 og 80 år, der i 35 år har boet i en stor og god 230 kvm. lejlighed på Østerbro i København. Da vi flyttede ind for mange år siden, var det med 3 børn, og ejendommen ejedes dengang af Lægernes Pensionskasse. For nogle år siden blev ejendommen solgt til SAXO bank og senere til investeringsselskabet Capital Investment, som i dag sammen med PFA står som ejere af ejendommen.

Huslejeforskel på 23.000 kroner

Der er i alt 7 lejemål i vores opgang. De 5 af lejemålene bebos af gamle mennesker, der alle har boet i ejendommen 30-50 år, og vi betaler en meget rimelig månedlig husleje på mellem 8.000 og 10.000 kr. inklusiv a conto varme. De 2 sidste lejemål er begge §5,2 moderniserede lejligheder, som betaler en husleje på 33.000kr om måneden! Man kan med rette sige, at lejligheder i den størrelse burde huse børnefamilier. Og med ret stor sandsynlighed ville det passe flere af os gamle lejere fint, om vi kunne bytte vores store lejlighed med en mindre - og med en husleje, der var til at betale for en pensionist.

Stavnsbundet

Skulle vi ønske det, kan vi reelt ikke bytte lejlighed med en børnefamilie, der ikke vil have en chance for at betale en månedlig husleje på 33.000 kr. Og ejendommens ejere forbeholder sig ret til at “istandsætte” lejemålet INDEN et evt. boligbyt!

Det er SÅ voldsom en huslejestigning og så ekstrem høj en husleje, at lejligheden under os stod tom i over ét år, før der viste sig en lejer med mulighed for at betale huslejen. Set ud fra en boligpolitisk synsvinkel forhindrer §5,2, at der er “flow” i byens boligmasse, hvor det burde være de børnerige familier, der fik mulighed for at sidde i de store lejligheder - og os gamle pensionister i de mindre lejemål. Derfor håber vi, at I vil tage dette aspekt med i jeres overvejelser, når beslutningen om §5,2 skal træffes.

Med venlig hilsen Mogens Elmer og Jeannett Skov

Huslejen steget til det 3-eller 4-dobbelte

KÆRE POLITIKERE!

For nogle år siden døde ejeren af vores beboelsesejendom uden at efterlade sig arvinger. Vi fik, som loven foreskriver, mulighed for at forsøge at danne en andelsforening og dermed overtage ejendommen. Den offentlige vurdering af ejendommen var 32 millioner kr.

Stigning: 5 mio. kr. på seks måneder

Til at prissætte og udbyde ejendommen valgte bobestyrer en erhvervsmægler, der sendte en gammel, lille og cigarrygende mand ud, som ved en ganske kort besigtigelse af ejendommen udefra satte sig fast på en salgspris. Hans besigtigelse af ejendommen var ganske overfladisk, og hverken kælder (som havde haft vandskade) eller loft, som også kunne trænge til en kærlig hånd, gjorde indtryk. Salgspris havde han allerede sat hjemmefra til 45 millioner. De havde også allerede en køber i et internt køberkartotek, der var parat til at betale netop den pris. Besigtigelsen havde således mere karakter af at være en pro-forma kontrol af, at det hele ikke var ved at falde sammen.

Sammenholdt med de arbejder, der skulle udføres, kom det beløb, som ejerne skulle finansiere, op på 57 millioner.

Beløbet gjorde, at der - uagtet hvilken finansieringsmodel der blev forsøgt - ikke kunne samles det nødvendige 60 procents flertal i vores forening.

Resultat blev, at ejendommen blev solgt til et af de berygtede danske ejendomsselskaber, som dog kun ejede ejendommen i et lille halvt år. Herefter blev den solgt videre med 5 millioner i fortjeneste til et nyt selskab. Dette selskab har sit eget ejendomsadministrationskontor.

Vi presses

Det virker på en eller anden måde suspekt, hvor særdeles inhabile instanser synes at have lavet aftalt spil bag kulisserne, således at vi som lejere aldrig reelt havde en chance. Og hvad er lovgivning så værd?

Det vi har oplevet i ejendommen efterfølgende er, at hver gang en lejer er fraflyttet, er lejligheden blevet total istandsat og udlejet til 3-4 gange den tidligere husleje.

Vi selv er en mellemindkomst familie, som ikke har råd til at flytte, men som i den grad har brug for mere plads. Her savner jeg en mere konsistent politik. Først var det lavindkomst-familier, der blev presset ud af København. Nu er det også mellemindkomst- familierne, der presses. Tilbage bliver de rige og virksomhederne - som i andre storbyer. Er det dét, vi ønsker for København?

Kun en ændret lovgivning som giver lettere mulighed for at kunne bytte lejlighed uden af stige i husleje, og som stiller radikalt skrappere krav til købere af ejendomme, kan stoppe denne udvikling.

Med venlig hilsen, Lars Andersen 2100 København Ø.