Huslejeloft og boligbyggeri kan sagtens gå hånd i hånd

I de årtier, hvor Danmark havde huslejeloft (hovedsageligt 1939-1992), blev der bygget flest boliger – både ejer- og almene boliger. Figuren viser hvornår de boliger, der findes i Danmark i 2025 er opført, og er fordelt på boligtype. Den er baseret på Danmarks Statistik BOL101.

Et huslejeloft bremser ikke nybyggeri, som udlejere og politikere ellers påstår. Det skriver formand for LLO, Helene Toxværd og chefjurist i LLO, Anders Svendsen i Børsen.

Regeringens plan om at sikre flere almene boliger ved at hæve maksimumbeløbet er en god nyhed. Det gør det muligt at bygge boliger, der er til at betale for folk med små- og mellemindkomster – mennesker, der i dag presses ud af byen.

Flere vestegnsborgmestre advarer nu om, at almindelige mennesker, familier og lønmodtagere presses sammen i dyre private udlejningsejendomme med en skyhøj husleje, fordi de ikke kan finde en bolig, der er til at betale. Den slags nyere, dyre private udlejningsboliger er der opført 200.000[1] flere af de seneste 30 år.

Selvfølgelig vil de nye almene boliger blive lidt dyrere at opføre, men de vil stadig have en overkommelig husleje, og en husleje, der falder på sigt. Balanceleje i almene boliger er huslejeregulering. På samme måde var den såkaldte Blackstone-pakke ligeledes en form for huslejeregulering, der satte et loft over lejen.

Debatten om huslejeloft har de seneste år været præget af påstande om, at enhver form for regulering vil kvæle boligbyggeriet. Argumentet lyder enkelt: Hvis man indfører loft over huslejen, mister investorerne incitamentet til at bygge nyt, og så stopper udviklingen. Men historien giver et helt andet billede.

Fra 1939 til 1991 havde Danmark huslejeloft i forskellige former. Hvis det var rigtigt, at regulering altid bremser boligbyggeriet, ville de årtier have været præget af stilstand og mangel på nye boliger. Men virkeligheden er den stik modsatte. I netop denne periode blev der bygget rigtig mange boliger – og ikke bare tilfældige boliger, men de typer af boliger, som vi politisk efterspørger i dag: ejerboliger og almene boliger.

Det betyder, at erfaringerne historisk set direkte modsiger det skræmmebillede, som ofte tegnes i debatten. En reguleret husleje udelukker ikke et højt boligbyggeri. Tværtimod viser udviklingen, at regulering kan gå hånd i hånd med en stærk udbygning af boligsektoren. I dag er cirka 72 procent af den private udlejningssektor underlagt huslejeregulering i en eller anden form[2].

Almene boliger giver langt større sikkerhed for, at flere kan finde en bolig, de har råd til. Almene boliger sikrer, fleksibilitet, mobilitet, bred tilgængelighed og huslejer, der afspejler beboernes økonomiske situation[3].

Modstandere af huslejeloft fremfører ofte, at regulering vil skræmme investorer væk og dermed lamme nybyggeriet. Men erfaringerne viser, at det argument ikke holder. Det, der i højere grad har betydning, er de politiske rammer og vilkår, vi som samfund skaber for boligbyggeriet.

Hvis vi ønsker et boligmarked, hvor flere har råd til at bo, og hvor nybyggeri ikke kun er et spørgsmål om profit, men også om fleksibilitet og mobilitet for den brede befolkning, så må vi turde sætte grænser. Et huslejeloft er ikke et quickfix, men det er et redskab, som historisk har vist sig at være foreneligt med en stærk udbygning af boligmassen.

Derfor er det både klogt og nødvendigt, at fem partier i København, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet, i en ny rundspørge foretaget af LLO, svarer, at de ønsker at indføre et huslejeloft i nyere udlejningsejendomme opført efter 1991. Det vil være et vigtigt skridt til at sikre rimelige huslejer og en mere balanceret boligudvikling, hvor hensynet til beboerne kommer før kortsigtet profit.

Vi kan ikke overlade boligpolitikken til markedskræfterne alene. Folketinget bør bakke op om nødråbet fra en række københavnske overborgmesterkandidater og vestegnsborgmestre, der ønsker et huslejeloft indført. Ikke fordi det løser alt, men fordi det er et afgørende værktøj til at skabe et mere retfærdigt og bæredygtigt boligmarked.

Når vi i dag diskuterer, hvilken type byggeri vi ønsker, er det værd at stille spørgsmålet: Skal vi virkelig sigte efter, at halvdelen af nybyggeriet består af private udlejningsboliger? For det er den situation, vi står i lige nu. Sidste år var Omkring 2/3 af de boliger som blev opført i 2024 er private udlejningsboliger[4], hvor investorer har mulighed for at fastsætte huslejen på et niveau, som i praksis ofte ligger langt over, hvad almindelige familier har råd til.

Vismændene har regnet ud, at hvis man fjernede huslejereguleringen fra den ældre boligmasse ville det medføre lejestigninger i København på cirka 37.000 kroner per private udlejningsbolig, mens almene boliger vil stige med 41.000 kroner per bolig!

Når man fra borgerlig side kalder huslejeregulering for planøkonomi, er det rent vås. I så fald er almene boliger, Blackstonepakken, biblioteker, folkeskolen og et offentligt sundhedsvæsen, og alle andre ikke 100 procent markedsbaserede løsninger, også planøkonomi.

Der er intet galt i, at private investorer spiller en rolle på boligmarkedet. Men når så stor en andel af det samlede byggeri består af boliger, som mange danskere ikke kan betale, så er der grund til at spørge: Er det virkelig den boligudvikling, vi ønsker som samfund?

[1] Bemærk at der er kommet ca. 180.000 som nybyggeri til jf. DST BOL101 og at der tillige er ca. 20.000 som er omdannet erhverv / nye tagboliger jf. (Tilrettet - Ekspertgruppens rapport om boligreguleringslovens \247 5 stk. 2.pdf), s. 53

[2] Egen beregning: Ud af i alt 723.000 private lejeboliger er 200.000 opført efter 1991, svarende til ca. 27,7 %. Den resterende del – ca. 523.000 boliger – eller omtrent 72,3 % af bestanden – er dermed opført før 1992.

[3] Se tabel 7.2 som angiver gennemsnitsindkomsten for beboere fordelt på boligtype.

[4] Statistikbanken