Skip to main content

Hvordan stiller jeg et forslag på mit almene afdelingsmøde?

Alle beboere kan stille forslag, men et forslag skal være så konkret, at mødet kan tage stilling til det. Tænk også økonomien ind. Undersøg, om der er generel opbakning til det og start i god tid.

I alle almene afdelinger har den enkelte beboer lov at stille forslag og kræve dem behandlet på afdelingsmødet. Men for at afdelingsmødet kan behandle dem, kræver det dels, at det ligger inden for mødets kompetence, dels at forslaget formuleres sådan, at der kan stemmes om det og dels, at forslagets økonomiske konsekvens tænkes ind og bringes til særskilt afstemning via dagsordenspunket budget.

Ikke alt kan stemmes om

Det almene afdelingsmøde har kompetence til meget, men ikke alt. Det første, man skal gøre klart inden et forslag stilles, er derfor, om det overhovedet er noget, afdelingsmødet kan beslutte. En afdeling kan fx ikke beslutte at forlade det almene selskab eller at afskedige ejendommens ansatte eller andre ting, som har mere karakter af daglig drift. Hvis det derimod handler om dagligdagen i afdelingen, vil mødet typisk være kompetent, fx om retten til at holde husdyr.

Man skal kunne stemme for og imod

Et forslag, der skal til afstemning, skal kunne besvares med enten for eller imod. Et forslag skal derfor være så konkret, at afdelingsmødet kan tage stilling til det. Et eksempel på noget der ikke er konkret nok, kunne være et forslag om at lave legepladsen i gården om. Her vil det kræve, at forslaget tager stilling til, hvordan pladsen skal laves om, så der er klarhed over omfanget og ikke mindst prisen. Af andre typeeksempler kan nævnes forslag, som mere er udtryk for generel utilfredshed, fx et forslag om, at det er uhensigtsmæssigt, at skraldet ikke er sorteret rigtigt eller at bilerne holder parkerede uden for de afmærkede båse.

Økonomien skal tænkes ind

Hvis et forslag har en økonomisk konsekvens, fx ved at en legeplads fornyes, skal forslaget indeholder oplysninger om prisen. Derfor er det vigtigt, at udgifterne til legepladsen også figurerer i et alternativt budget, som skal stemmes særskilt igennem på mødet. Hvis det oprindelige budget først er stemt igennem, er det svært at føre legepladsprojektet ud i livet, når pengene ikke følger med, og et ikke-finansieret forslag risikerer at blive afvist af dirigenten.

Start i god tid

Hvis du ønsker at stille forslag på afdelingsmødet, er det en god ide at starte med at undersøge, om der er generelt opbakning til det, fx ved at tale med naboerne. Herefter kan enten afdelingsbestyrelsen eller LLO hjælpe dig med at formulere forslaget, så det egner sig til afstemning. Hvis forslaget mere er en idé end et egentligt forslag, kan det være en god løsning at foreslå, at der nedsættes en gruppe, som skal arbejde videre med ideen, hvorefter det kan bringes til afstemning på næste møde. På denne måde kan man sørge for, at der fx er klarhed over økonomien inden afstemningen.

 

Om forfatteren

Se artikler af Ole Hansen

Jurist, LLO Hovedstaden

Back to top