Skip to main content

I skulle bare vide...

Tre bestyrelsesmedlemmer fortæller om glæden ved at se beslutningerne tage form. Og glæden ved at præge det sted, de har valgt at bo og holder af.

 

”Mange flere skulle bare vide”…..

Tre beboere i Frederiksholm- kvarteret i Københavns Sydhavn er enige. De har vidt forskellig baggrund og alder, men de deler én ting: glæden ved at være medlem af bestyrelsen i deres boligafdeling, se beslutningerne tage form og præge det sted, de har valgt at bo og holder af.

Og så deler de forundringen over, at det nogle steder åbenbart er svært at skaffe nye bestyrelsesmedlemmer, når de ”gamle” går af eller flytter. Resultatet bliver nogle steder, at boligorganisationen overtager driften og beboerne sættes uden for indflydelse.

”Men det problem har vi aldrig haft”, fastslår veteranen Jørgen Thorup. ”Vi har altid haft posterne besat men helt bevidst også altid inddraget suppleanterne i arbejdet, så der er en erstatning, hvis nogen flytter eller går ud”.

Jørgen Thorup (69 år) er formand for bestyrelsen i det, der hedder Frederiksholm Karré 4. Han møder Vi Lejere sammen med næstformand Thomas Villars Petersen (46 år) og kasserer Christopher Ravnborg (36 år) i karréens ejendomskontor på hjørnet af P. Knudsens Gade og Gustav Bangs Gade. Bestyrelsen har fem medlemmer og p.t. én suppleant.

Glæden

Hvori består så glæden? Svarene kommer prompte:

Thomas Villars Petersen: ”Det er en god måde hurtigt at lære sin karré og sine naboer at kende, når man er engageret i noget fælles praktisk. Glæden ved at gøre ens ejendom til et rart sted at være og få indflydelse på ens egen hverdag er stor. Selv kom jeg fra bestyrelsen i en andelsforening.

” Christopher Ravnborg: ”Ja. Tanken om at man kan bestemme ting i og omkring ens bolig er stærkt motiverende. ”

Hvordan kom I selv ind i bestyrelsen?

Jørgen Thorup: ”Jeg kom ind for 40 år siden efter energikrisen. Ejendommen skulle energioptimeres i flere etaper og jeg er bygningskonstruktør af uddannelse. Det faldt helt naturligt. Jeg har aldrig ønsket at blive formand. Det er bare faldet sådan ud. Gennem årene afløste det ene projekt det andet: nye vinduer, gårdrenovering, el, varme og nye køkkener. Vi fik indflydelse på det hele og jeg er altså blevet hængende”.

Christopher: ”Jeg er IT-uddannet og foreslog på et beboermøde et projekt ”nyt netværk”. Så kom jeg med i en arbejdsgruppe og blev mere og mere interesseret. Nu er jeg så kasserer.

Thomas: (til daglig ansat i LLO's landssekretariat) ”Jeg kom fra bestyrelsen i en andelsforening, da vi flyttede herud, så det var naturligt bare at melde sig. Men beboerdemokratiet ligger mig mere nært nu end før. Det at vide at ikke bare én selv, men også ens naboer har et sted at gå hen, hvis de har et problem, er en god følelse i hverdagen”.

Husleje og hund!

Hvordan får I folk med i bestyrelsen?

Thomas: ”Det er meget op til den enkelte. Men projekter, der lige nu skal løses, er godt at rekruttere på. Så kan man se, om det er noget for én. Hvert år skal der jo f.eks. arrangeres fastelavnsfest og julearrangement. Folk sidder tit og ”trykker” sig lidt på beboermøderne, så en bestyrelse må også selv være lidt ude med følerne”.

Christopher: ”Ja. Folk sidder ikke just og venter på at komme til. Jeg kunne godt tænke mig at få nogle flere unge med. Dem bliver der flere og flere af i bebyggelsen, og de ser altså anderledes på tingene end nogle af vi andre. Desværre kommer der ikke så mange på beboermøderne, medmindre lige, at der er husleje eller hund på dagsordenen! ”.

Hvor meget tid bruger I?

Thomas: ”Det er meget forskelligt og også lidt op til én selv. Men Jørgen bruger virkelig meget tid som formand. Vi kan roligt sige, at bestyrelsesarbejde i hvert fald ikke handler om at sidde nede i en kælder og trille bussemænd”.

Medlem af LLO Hovedstaden

Tre af de 13 foreninger i Frederiksholm Karréerne har en sekretariatsaftale med Lejernes LO Hovedstaden. Hvad får I ud af det?

Jørgen: ”Vi får masser af faglig sparring og hjælp i byggesager, advokathjælp, hjælp til sager med kommunen, hjælp med varmeregnskabet og en jurist som dirigent på beboermøderne. Det har vi alt sammen megen glæde af og kan varmt anbefale – også selvom det ikke altid falder i god jord hos AKB/KAB. AKB København skriver i en generel analyse, at – ja hold nu fast – man godt kan revurdere sine udgifter til ekstern sparring. Citat: ”afdelingen har høje faste udgifter til LLO og ekstern byggerådgivning. Det anbefales, at afdelingen revurderer, om udgifterne er nødvendige”.

Thomas: ”Det har vi gjort! Men dette her nærmer sig jo organisationsforfølgelse! Vi har ganske rigtigt måttet bruge unødvendige penge på ekstern rådgivning og egne ressourcer, men kun fordi KAB’s projektleder ikke var klædt ordentlig på hjemmefra til opgaven. I klagesager har vi det svært, fordi AKB og KAB er vævet så tæt sammen i interesser. Derved udfordrer de i virkeligheden beboerdemokratiet. Når vi så får et udsagn fra KAB, som vi ikke lige synes om, så er det, at vi bruger LLO som ”second opinion”. Også af denne grund er beboerdemokratiet så vigtigt. Men jeg vil også sige, at AKB/KAB har lyttet til os. De har bl.a. ansat en erhvervskonsulent, der hjælper os med at udleje erhvervslokalerne på gaden”.

Er der andet positivt, I vil fremhæve om AKB/ KAB?

Jørgen Thorup: Nej!

Thomas: Det er positivt, at de lægger op til at genetablere det tidligere karré-samarbejde herude i form af et koordinationsudvalg. Tidligere sad vi med 2.000 stemmer på KAB’s repræsentantskabsmøde. Det kan vi godt savne!

 

BESTYRELSE FOR 146 LEJEMÅL

Frederiksholm Karré-bebyggelsen i Københavns Sydhavn er en af Københavns største almene bebyggelser og blev i mange år kaldt for ”arbejdernes Hellerup” på grund af byggeriets høje kvalitet efter datidens forhold.

Den består af 13 boligafdelinger med tilsammen ca. 2.000 lejligheder i samme kvarter. De ejes af AKB, der har entreret med KAB som administrator af ejendommene. Hver af de 13 boligejendomme har deres egen bestyrelse.

Lige nu har AKB/KAB lagt op til at genetablere karrésamarbejdet mellem dem. Det mener bestyrelsen i karré 4 er positivt – i hvert fald som udgangspunkt. Tættere kontakt og samarbejde kan kun være en fordel.

Karré 4 består af 146 lejligheder, der ligger i en firkant mellem P. Sabroes Gade, Gustav Bangs Gade, P. Knudsens Gade og Borgbjergvej. Den er opført i 1918.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top