Skip to main content

I tvivl om afstemningsreglerne

Til rette vedkommende!

Vi skal til at holde vores årlige beboermøde, men er kommet i tvivl om afstemningsreglerne.

Er det forstået rigtigt, at vi skal have en beboerrepræsentation bestående af 3 repræsentanter, som i forening tegner beboerrepræsentationen? Og betyder det, at vi ikke kan have en formand?

Og skal der være suppleanter til alle 3 repræsentanter?

 

Kærlig hilsen,

Malene, afgående formand for beboerrepræsentationen

 

Svar:

Kære Malene,

Tak for din mail.

Det er helt rigtigt, at de 3 valgte repræsentanter i forening tegner beboerrepræsentationen. Det betyder, at hvis I som repræsentation skal have udstedt et betalingskort eller lignende, skal alle repræsentanter underskrive. Udlejer har dog fortsat krav på alene at have én repræsentant, udlejer med frigørende virkning kan rette henvendelse til. I daglig tale bliver dette tit kaldt formand eller forperson, men den titel har faktisk aldrig eksisteret i loven. I kan derfor roligt gøre som I plejer med at vælge 3 repræsentanter og en formand/forperson.

Det står jer frit for hvor mange suppleanter, I vil vælge, men hvis I vælger mere end 1 kan det være en god ide at lave en opstilling over i hvilken rækkefølge, de skal suppleres ind, hvis der skal ske udskiftning i valgperioden.

Godt møde!

 

Mvh. Victor Bødker

Cand.jur, LLOH

 

 

Om forfatteren

Se artikler af Victor D.S. Bødker

Medlemsrådgiver, LLO Hovedstaden

Back to top