Skip to main content

Ja, Mette: Der er brug for højere ambitioner

Efter historisk lange forhandlinger fik Danmark i december 2022 en ny regering, der går hen over midten af dansk politik.

En regering der er trukket i arbejdstøjet med et ønske om at tage ”Ansvar for Danmark”, som det hedder i regeringsgrundlaget.

Som man kan læse mere om på siderne 10 og 11 i dette blad, er der i regeringsgrundlaget ikke meget konkret på boligområdet, endsige på lejeområdet, udover et løfte om et boligudspil – dog uden angivelse af, hvornår vi kan forvente at se det.

I LLO venter vi naturligvis spændt på dette udspil, og vi er godt i gang med de politiske møder og drøftelser, således at hverken regering eller opposition kan være i tvivl om, hvad vi mener, der er brug for på boligområdet. Både i forhold til den aktuelle krise og i forhold til fremtiden.

Huslejeloftet blev vedtaget lige før valget og aftalen lød blandt andet på, at vi inden udgangen af 2023 skal have lavet en analyse af en mere rimelig regulering af huslejen. Den analyse får nok stor betydning for, om vi i fremtiden får brug for nye huslejelofter. I LLO bidrager vi i gerne til dét arbejde.

For det er krisetider, og det er hårde tider for mange mennesker. Som også statsminister Mette Frederiksen sagde det i sin åbningstale, så er der brug for højere ambitioner for dem, der har det sværest med økonomien.

Voldsomme stigninger i ophævelser og udsættelser på grund af huslejerestancer sætter allerede nu en alvorlig og skræmmende dagsorden i dansk politik. Eller det burde de i hvert fald gøre!

Ingen børn bør i 2023 kunne miste hjem og tryghed, fordi der ikke er penge til huslejen. Det er ikke værdigt, og det er bare ikke i orden – heller ikke for voksne.

I hele landet gøres af de almene boligorganisationer en stor indsats for at forebygge de mange udsættelser. Men der kan ikke rådgives og udskydes betalinger, hvis det bagvedliggende problem er for lav indtægt kombineret med galopperende inflation. Rigtigt mange af de lejere, der ikke kan betale huslejen, kan heller ikke flytte et billigere sted hen. Og de har et alt for lavt, eller intet som helst, økonomisk råderum.

I LLO håber vi derfor, at den nye regering og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil leve op til de gode målsætninger og hæve boligstøtten til de fattigste, så der kompenseres for de stigende energipriser – og den lave indtægt. Og det skal være nu.

I England taler man om ”heat or eat”. Dér skal vi ikke hen i Danmark.

Regeringen bør lægge spor ud, så et nyt huslejeloft ikke bliver aktuelt – i stedet bør huslejen som standard være reguleret fornuftigt, som vi kender det fra den almene sektor. Vi skal have flere regulerede boliger i fremtiden, ikke færre.

Der er nok at tage fat på for den nye regering. ”Ansvar for Danmark” er også ansvar for 1 million lejerhusstande. Og så er det vigtigt at komme i gang nu.

 

Om forfatteren

Se artikler af Helene Toxværd

Landsformand for Lejernes Landsorganisation Danmark og formand i LLO Hovedstaden.

Back to top