Ja tak! Storbyer med plads til alle

Nytårsdag brugte statsministeren en meget stor del af sin tale på de såkaldte parallelsamfund. Han talte om at rive ghettoer ned og sprede indbyggerne. Han talte om at være hård…

Talte han om Nordsjælland, hvor f.eks. Klampenborg huser rigtig mange mennesker med høje indkomster med både indflydelse og med magt? Nej, naturligvis ikke - statsministeren talte om at rive almene boliger ned og tvangssprede beboerne.

Ordet ghetto kunne ellers nemt bruges om Klampenborg, hvor man i gennemsnit har en disponibel indkomst, der er 3,5 gange så høj som indkomsten i f.eks. Københavns nordvestkvarter. Og så er Klampenborg altså et sted, hvor der bor omkring tyve gange så mange beslutningstagere som i hele Jylland tilsammen.

Besøger man Klampenborg, vil man kunne se, at ofte meget smukke og meget store huse ligger isoleret bag plankeværk og høje, velplejede hække. Og beboerne ligner hinanden, både i indkomst og i magt – så set på den baggrund, så vil det ikke være helt forkert at betegne området som en ghetto for mennesker, der ligner hinanden og med samme socioøkonomiske baggrund.

Men uanset om det drejer sig om Klampenborg eller Gjellerupparken, så er det en rigtigt dum og splittende måde at tale om landets borgere på.

For vi har ikke ghettoer eller parallelsamfund i Danmark. Vi har områder med meget store forskelle i indkomst- og befolkningssammensætning; vi har områder, hvor der stort set kun bor rige mennesker og vi har områder, hvor der bor mange fattige mennesker! Og blandt de sidste er også de områder, der er præget af store sociale problemer – af arbejdsløshed, isolation, lavere indtægt end i resten af samfundet og mange dårligt uddannede beboere. Det er beboere, der så at sige ”falder udenfor” den gennemsnitlige kategori af såkaldte normaldanskere, ganske som beboerne i Klampenborg gør det - omend de sidste gør det på en lidt mere fed måde!

Så vidt problemerne, med vores opsplittede samfund altså - Men hvad skal vi gøre ved dem? Allerførst må både regeringen og meningsdannere erkende, at der i de områder, der nu er udpeget som ghettoer, ganske rigtigt findes rigtig mange beboere, som dels er belastede af deres sociale forhold, men faktisk endnu mere belastede af at høre på, hvor forfærdelige deres boliger og boligområder er.

I bydelen Tingbjerg eksempelvis, der også er på ghettolisten, der er der stor og overhængende fare for, at alle de mange fremskridt, som er sket de sidste ti år, fuldstændig overskygges af en politiske retorik, der sværter alle 6.500 indbyggere med ghettostemplet.

Det hjælper ikke, ligesom det altså ikke hjælper at fortælle folk, der står op hver morgen og går på arbejde, betaler skat og er aktive i de lokale sportsklubber, at de nu må tåle, at nogen taler om at forbyde deres børn at gå på gaden om aftenen.

Det hjælper ikke, og det graver helt unødige grøfter og sætter skel for en stor gruppe mennesker, der på denne måde fordømmes, bare fordi de bor et sted, hvor de har råd til at bo.

Lad os i stedet gøre en indsats for at få folk i arbejde og for at få dem i gang med en uddannelse. Lad os få områderne renoveret og integreret fuldt i de omliggende boligkvarterer. Og jo, nedrivning kan være en del af en sådan proces, men nedrivning i sig selv løser ingen problemer – ud over altså at få et folketing og en statsminister til at se handlekraftig ud.

Og det gælder hele vejen rundt – også i forhold til S og SF, der her i starten af året er kommet med et udspil til at få belastede danske boligområder på benene. På trods af den ukloge retorik i udspillet (her tales også om ghettoer og parallelsamfund!), så er indholdet i forslaget andet og mere end et ønske om nedrivning. Det er helt overordnet et ønske om at ville forbedre leveforholdene i områderne - ikke larmende retorik om at rive ned.

Det ville være befriende at gå ind i et nyt år med flere af den slags udspil – og komme i gang med arbejdet i en konstruktiv og positiv ånd, herunder også i forhold til retorikken! Godt nytår og god arbejdslyst!