Den ny boligminister er på én gang en visionær politiker og en ydmyg mand. 34 år og med fire år bag sig i Folketinget og et ungdomsliv i DsU, steg han ind i sin spritnye Mercedes for at blive kørt til Amalienborg i kortege sammen med de øvrige ministre i den nye socialdemokratiske regering. ”Jeg skal lige minde mig selv om, at jeg bare er en dreng fra Vipperød Mark. Det ville min far også sige: ”Husk, at du er fra Vipperød”. Det her må ikke stige mig til hovedet”, sagde han. Ministerens forældre er jordnære lønmodtagere. Faderen er automekaniker, moderen sygeplejerske.
Ønskejobbet
Det var den 27. juni han blev udnævnt – som den første boligminister i 18 år, der alene har ansvaret for boligområdet. Aftenen før havde han til sin egen overraskelse fået et opkald fra Mette Frederiksen og takkede ja til – som han siger – den ministerpost, han ”allerhelst ville have”. Og fire dage efter, at han havde sat sig i stolen i det nu genoprettede boligministerium, inviterede han formanden for Lejernes LO, Helene Toxværd, til kaffemøde med en uformel udveksling af synspunkter på sit nyindrettede ministerkontor. LLO-formanden tog straks imod invitationen, og mødet blev holdt to dage senere, d. 3. juli.
Helene Toxværd ønsker ikke at gengive samtalens præcise indhold, men lægger ikke skjul på, at de to så ens på mange af de udfordringer, boligpolitikken står overfor lige nu og tilføjer: ”Vi og vores vurderinger blev godt modtaget”.
”Inden nytår”
I store interview’s til bl.a. dagbladet Information , TV2 News og det uvildige politiske nichemedie Altinget har Dybvad efterfølgende lagt sine tanker og holdninger frem.
”Kapitalfondenes indtog skal bremses – gerne inden for seks måneder – og så skal der bygges langt flere almene boliger”, siger han til Altinget.
”Jeg venter stadig på at få en tilbagemelding fra vores ekspertgruppe (om paragraf 5, stykke 2. red.). Hvordan vi vil gøre det, vil jeg gerne vente med at komme mere konkret ind på”. Han tilføjer, at ”det er mit klare udgangspunkt, at det skal laves om.” Og til Information: ”Jeg håber, at vi kan lave en aftale inden nytår”. (om justeringer i 5.2 red.).
Det socialdemokratiske boligudspil op til valget indeholdt ti pejlemærker:
• Flere blandede boligområder
• Tag-over-hovedet-garanti til studerende
• Ny medejerbolig alle har råd til
• 110.000 nye boliger i København, Aarhus, Odense og Aalborg
• Stop for udenlandske kapitalfondes massive opkøb af billige lejeboliger
• Lavere husleje i almene boliger
• Bevar de billige private lejeboliger
• Andelsboligen skal være et billigt alternativ
• Billigere at bygge almene boliger
• Flere ældreboliger
Mette F. fik 91 mandater bag sig
Lejernes LO ønskede sig en ny regering – argumenterede for det og fik det. Den borgerlige blok under ét fik vælger-bank ved valget den 5. juni og Venstres statsminister Lars Lykke og de blå partier måtte aflevere statsministerposten og regeringsmagten til Mette Frederiksen i spidsen for en ny socialdemokratisk mindretalsregering med støtte fra de Radikale, SF og Enhedslisten.
Mette Frederiksen fik 25,9 pct. af stemmerne, rød blok tilsammen 49,1 pct. Alternativet fik 3,0 pct. Blå blok måtte nøjes med 45,9 pct. Mandattal: 91 til rød blok, 5 til Alternativet og 79 til de fem borgerlige partier. Med et tilsyneladende gennemarbejdet såkaldt ”forståelsespapir” mellem partierne bag regeringen ligner det en regering, der kan holde i fire år. Med en opposition i dyb intern splid kan den måske holde endnu længere.
Forståelse
LLO hæfter sig ved det sammenfald der er mellem ”forståelsespapiret” og dens egne boligpolitiske bekymringer og prioriteringer – herunder flere almene boliger, blandede byer, udsatte boligområder og så et opgør med kapitalfondene og boligreguleringslovens paragraf 5, stykke 2.