Da Jette Skov fra Sunds flyttede ud af sit rækkehus, stod hun pludselig overfor en stor regning. Men med hjælp fra LLO endte sagen med en klar sejr: 29.000 kroner er nu tilbagebetalt.
Da Jette Skov i december 2024 flyttede fra sit lejemål i Sunds uden for Herning, modtog hun kort efter en fraflytningsopgørelse fra udlejeren, der krævede betaling for en lang række istandsættelsesudgifter, som samlet set ville æde stort set hele hendes depositum.
Jette Skov var uenig med udlejeren i hans krav og gik til LLO Herning. Hurtigt stod én ting klart: Udlejeren havde aldrig udleveret en indflytningsrapport, som loven kræver. Dermed mistede udlejer retten til at kræve betaling for normal istandsættelse.
Huslejenævnet i Herning fastslog i sin afgørelse, at udlejeren kun kunne kræve betaling for én enkelt ting: en misligholdt kogeplade. Resten af udlejerens krav blev afvist.
Er meget lettet
Efter afgørelsen har udlejeren nu tilbagebetalt i alt 29.000 kr. til Jette Skov. En økonomisk lettelse, hun ikke havde fået uden LLO’s hjælp. ”Jeg er så lettet. Jeg havde aldrig klaret det her alene,” fortæller Jette Skov, som beskriver forløbet som både stressende og uoverskueligt, indtil LLO tog sagen.
Afgørelsen understreger betydningen af, at udlejere skal overholde lovens krav om både indflytnings- og fraflytningssyn. Mangler indflytningsrapporten, kan udlejeren som udgangspunkt ikke kræve penge for istandsættelse – noget mange lejere ikke er klar over. LLO Herning håber, at afgørelsen kan skabe større opmærksomhed om lejernes rettigheder og give flere lejere modet til at klage, hvis noget virker forkert.
Udlejer var sur i forvejen
Udlejeren havde tidligere tabt en anden sag om en varmepumpe. Sagen endte i boligretten, efter udlejeren først havde tabt i huslejenævnet. Herefter valgte udlejeren at stævne Jette Skov, der havde klaget over udlejerens månedlige opkrævning på 140 kr. til “varmepumpeservice”.
Huslejenævnets afgørelse var krystalklar: Udlejeren havde ingen lovhjemmel til at opkræve beløbet og skulle betale hele det uretmæssigt opkrævede beløb tilbage.
”Udlejeren var derfor pænt sur på mig, hvilket kom frem ved fraflytningen. Jeg havde ellers indkaldt til møde, hvor vi kunne tale om sagen om varmepumpen og finde en løsning, inden den nåede i huslejenævnet. Men hverken udlejeren eller hans advokat var med på at finde en løsning. Derfor endte det sådan”, forklarer Jette Skov.
Huslejenævnet i Herning gav Jette fuldt medhold: Udlejeren havde ulovligt opkrævet 140 kroner om måneden for “VP-service”, og alle beløb skulle betales tilbage. Huslejenævnet slog allerede i december 2021 fast, at udlejeren ikke havde lovhjemmel til at opkræve servicegebyret for varmepumperne, og at alle lejere skulle have pengene tilbage – også Jette Skovs naboer.