Sommerferien nærmer sig. For nogen af os betyder det tid til samvær med familien, ture til stranden, en udlandsrejse, havearbejde, oprydning på loftet eller måske besøg hos venner og familie der bor i den anden ende af landet.
For mange betyder det (også), at jagten på en ny lejebolig for alvor går i gang.
Stort pres i studiebyerne
Særligt i de store studiebyer er kampen om de små boliger derfor rigtig stor. I 2021 blev flere end 64.000 optaget på de videregående uddannelser. Det ser dog ud til, at optaget i 2022 bliver godt 20 procent mindre, da kun 48.801 har søgt om optagelse. Dette til trods, vil der fortsat være tale om massiv mangel på studieboliger.
Det medfører selvsagt et kæmpestort pres på boligmarkedet – særligt i de store studiebyer. Her i Aarhus oplever vi stor mangel på mindre og billigere boliger til studerende. En tur rundt i Aarhus afslører hurtigt, at der er rigtig mange boligbyggerier i gang i øjeblikket. Spørgsmålet er, om der bygges boliger, som i forhold til størrelse og huslejeniveau er tiltænkt de studerende og andre med lave indkomster. Uanset svaret på dette, er der i øjeblikket ikke kollegieværelser eller studielejligheder til alle boligsøgende. Mange vælger derfor at opgive drømmen om egen lejlighed og prøve at finde en anden løsning. En af disse løsninger er at leje et værelse hos en privat udlejer.
På vores servicekontor i Aarhus oplever vi et stigende antal henvendelser vedrørende værelsesudlejning, og jeg vil i det følgende forsøge at beskrive nogle af de typiske problemstillinger.
Hvilken type værelsesudlejning er der tale om?
Man kan leje et værelse af en ejer eller en lejer. Når du overvejer at leje et værelse, er det en god idé at kontrollere, om den person, der lejer værelset ud, er ejer af boligen. Det kan du gøre via www.ois.dk eller www.boligejer.dk. Dernæst er det væsentligt, om ejeren selv bor i den bolig, hvor du lejer et værelse.
Hvad betaler du i husleje?
Dette spørgsmål stiller vi stort set alle de medlemmer, vi har kontakt med – og det er der en grund til. Dels er reglerne om huslejefastsættelse kompliceret jura, og dels betaler alt for mange lejere en husleje, der ligger langt over den lovlige leje - og det er ofte også tilfældet i forbindelse med værelsesudlejning. Er det f.eks. for meget at betale 4500 kr. pr. måned inkl. forbrug og internet for 18 m2 meget tæt på Busgaden midt i Aarhus? Svaret er ja. Det er dog vigtigt at understrege, at vi ikke anbefaler, at du som værelseslejer klager over din husleje, før du har talt med os i LLO, på grund af udlejers muligheder for at opsige lejeaftalen. Se mere nedenfor.
Hvad med betaling for vand, varme og el?
Som udgangspunkt vil udgifter til forbrug være inkluderet i huslejen, når du lejer et værelse. Udgifter til varme kan som altovervejende hovedregel ikke indeholdes i lejen. Der findes dog nogle få undtagelser hertil. En af disse undtagelser vedrører værelsesudlejning, hvor udgiften til varme netop kan indeholdes i huslejebetalingen. Og det er også sådan, det normalt foregår. Hvis udlejer/fremlejegiver opkræver betaling for vand og el som tillæg til lejen, skal der være installeret individuelle målere, som måler forbruget på værelset. Vi har endnu til gode at se nogle sager, hvor det er tilfældet. Har du allerede betalt acontobetalinger til vand og el uden at have haft målere på dit værelse, vil du formentlig kunne kræve beløbene retur.
Når du selv vil opsige din lejeaftale
Reglerne er forskellige alt efter, om du er fremlejetager, lejer et accessorisk enkeltværelse, eller om du lejer et klubværelse. Fælles er, at opsigelse skal varsles, og at det skal ske før den 1. i en måned. Det er dit ansvar som lejer at kunne dokumentere, at opsigelsen er kommet frem til den person, der udlejer værelset. I opsigelsen skal du præcist angive, at værelset opsiges pr. dags dato, og du kan endvidere med fordel præcisere hvilken dato, du forventer at fraflytte.
Hvis du kender din nye adresse på opsigelsestidspunktet, bør du også skrive den på opsigelsen. Vær opmærksom på, at det kan være aftalt, at opsigelsesvarslet er forlænget – tjek din lejekontrakt og kontakt din lokale LLO-afdeling, hvis du er i tvivl.
Hvis du er fremlejetager, eller du lejer et accessorisk enkeltværelse, er opsigelsesvarslet minimum 1 måned. Vi anbefaler, at du udarbejder din opsigelse skriftligt og sørger for at få din fremlejegivers/udlejers kvittering for modtagelsen.
Hvis du lejer et klubværelse, er opsigelsesvarslet minimum 3 måneder. Også her anbefaler vi, at du udarbejder din opsigelse skriftligt, og at du sørger for at kunne dokumentere, at opsigelsen er kommet frem til udlejer inden den 1., eksempelvis ved at sende opsigelsen med anbefalet brev.
Har din udlejer opsagt lejeaftalen?
Er du fremlejetager, eller lejer du et accessorisk enkeltværelse, så har din udlejer ikke pligt til at lave en skriftlig opsigelse eller at give dig en begrundelse for opsigelsen. Han kan i princippet nøjes med at fortælle dig, at du skal flytte, og hvornår du skal flytte. I langt de fleste tilfælde vil din udlejer dog give dig skriftlig besked om, at du skal flytte.
Hvis du lejer et klubværelse, er du ikke omfattet af de undtagelser i loven, som medfører, at opsigelsesvarslet forkortes. Det vil sige, at udlejers opsigelse skal være skriftlig og begrundet. Endvidere skal det fremgå, at du har 6 uger til at gøre indsigelse mod opsigelsen. Der gælder forskellige opsigelsesvarsler alt efter årsagen til opsigelsen. Vi modtager eksempelvis ofte henvendelser, fordi udlejer selv vil bo i lejemålet. I dette tilfælde skal udlejer give dig 1 års varsel.
Når du er fraflyttet
Din udlejer er forpligtet til at reklamere over eventuelle mangler i lejemålet inden en nærmere fastsat frist. Inden fristens udløb skal udlejer fortælle dig, hvis han ikke mener, at værelset er afleveret i den aftalte stand, og hvilke istandsættelsesarbejder der skal udføres på din regning.
Når arbejderne er udført, skal udlejer sende dig en fraflytningsopgørelse, og det vil fremgå af denne opgørelse, om du skal have (noget af) dit depositum retur, eller om du skal betale ekstra. Hvis du ikke er enig i opgørelsen, har du mulighed for at klage over den. Selvom det måske er nogle måneder siden du fik opgørelsen, er det langt fra sikkert, at det er for sent at klage over den. Hos LLO behandler vi rigtig mange fraflytningssager hver eneste dag, og vi vil også gerne se nærmere på din sag.
Vi ved, at reglerne kan virke uoverskuelige, og som lejer og medlem af LLO kan du få konkret rådgivning om, hvordan lige præcis DU er stillet.
HUSK
Som medlem af LLO kan du kontakte din lokale LLO-afdeling og få tjekket din lejekontrakt – også allerede inden du flytter ind. Find din lokalafdeling på http://llo.dk/kontakt
De tre værelses-lejeformer
FREMLEJE Hvis den person, der lejer værelset ud, selv er lejer og lejer et værelse ud, er der tale om fremleje. I et fremlejeforhold er der tre parter: ejeren af boligen, lejeren (fremlejegiver) og lejerens lejer (fremlejetager). Juridisk set er det sådan, at fremlejetager afleder sin ret af fremlejegiveren. Det betyder, at fremlejetagerens ret er afhængig af fremlejegiverens ret. Det vil f.eks. sige, at hvis fremlejegiveren skal fraflytte lejemålet, er det altså pålagt fremlejetager at flytte samtidig.
LEJE AF ET KLUBVÆRELSE Hvis udlejer er ejer af den bolig, som værelset er en del af, og ikke selv bor der, taler man om udlejning af klubværelser. Det kan f.eks. være, hvis en ejer af en toværelses lejlighed udlejer de to værelser til to forskellige lejere på to separate lejekontrakter.
LEJE AF ACCESSORISK ENKELTVÆRELSE Når udlejeren af værelset både ejer boligen og selv bor der, så er der tale om udlejning af et accessorisk enkeltværelse.
Husk altid at få en dateret kvittering for aflevering af nøgler, at oplyse din nye adresse til din udlejer senest 8 dage før fraflytning og at (billed-) dokumentere lejemålets stand ved fraflytning.
Held og lykke med boligjagten!