Skip to main content

Kan jeg flytte: Jeg har fundet skimmelsvamp

Hej LLO

Jeg kontakter jer, fordi jeg bor i et lejemål, hvor jeg har fundet tegn på skimmelsvamp. Udlejer besvarer ikke mine henvendelser, og jeg er bange for, at jeg kan blive syg af skimmelsvampen. Hvad kan jeg gøre for at komme af med skimmelsvampen. Kan jeg fraflytte lejemålet med det samme, og har jeg ret til genhusning? Jeg bor til leje i et privat lejemål.

Mvh. Lejer

 

LLO’s Svar:

Hej Lejer Det første man skal gøre, når man finder tegn på skimmelsvamp, er at kontakte sin udlejer omkring det. Henvendelsen bør ske skriftligt. Udbedring af skimmelsvamp vil almindeligvis falde ind under udlejers vedligeholdelsespligt, medmindre årsagen til skimmelsvampen kan henføres til lejers brug af boligen, og det derfor er lejers ansvar. Dette ser vi sjældent, men det kan ske, hvis fx lejer ikke har luftet tilstrækkeligt ud eller ikke har sørget for tilstrækkelig opvarmning af boligen i en længere periode.

Det er rigtig godt, at du har kontaktet din udlejer omkring skimmelsvampen. Næste skridt er at få kontaktet den kommune, du bor i. Det forholder sig nemlig således, at ens bopælskommune har en tilsynspligt med boliger, hvor der er mistanke om sundhedsfare. Dette gør sig gældende for både private og almene lejeboliger. Når du har kontaktet kommunen, vil de komme ud og besigtige lejemålet og evt. sørge for, at der kommer et firma, som foretager målinger og tager prøver de steder, hvor svampen er synlig, og evt. også måle efter sporer i luften.

Når kommunen har lavet målingerne, vil de udarbejde en rapport med en tilhørende handleplan til udlejer. I denne rapport vil det også fremgå, hvis årsagen til skimmelsvampen skyldes lejers adfærd.

Ejendommen bliver inddelt efter et niveau, som kan være fra 1 – 3. Hvis lejemålet ender i niveau 3, udgør det ikke sundhedsfare for beboerne. Hvis det er i niveau 2, kan det udgøre en vis sundhedsfare, eller det vil kunne ende med at udgøre en vis sundhedsfare, hvis ikke skimmelsvampen nedkæmpes. Der vil blive udarbejdet en handleplan, som udlejer skal følge for at nedkæmpe skimmelsvampen.

Lejer vil kunne blive boende imens. Hvis lejemålet ender med at få en status som niveau 1, vil det skulle kondemneres. Dette betyder, at der nedlægges forbud mod benyttelse af bygningen eller en del af denne til beboelse eller ophold for mennesker. Hvis der opstår spørgsmål undervejs i processen med udbedring af problemerne i boligen eller genhusning, anbefaler jeg, at du kontakter din lokale LLO-afdeling.

Når man har boet i et lejemål med fejl og mangler, som skimmelsvamp klassificeres som, kan man som lejer have ret til et forholdsmæssigt afslag i lejen og/ eller erstatning.

Disse problemstillinger er desværre udenfor huslejenævnets kompetence at tage stilling til, hvorfor de skal forelægges boligretten, hvis de skal til en afgørelsesinstans. De er derfor komplekse for os at gå ind i, men vi kan altid forsøge at indgå i en mindelig løsning med udlejer.

Jeg håber det var tilstrækkeligt svar på dit spørgsmål.

 

Venlig hilsen

Shanie Høglund

Juridisk rådgiver, cand.jur.,

LLO – Servicekontoret i Aarhus

 

Om forfatteren

Shanie Høglund

Juridisk rådgiver, cand.jur., LLO – Servicekontoret i Aarhus

Back to top