Skip to main content

Kapitalfonde ristes hos LLO

90 lejere delte deres erfaringer med kapitalfondene: Byger af varslede lejestigninger, mærkelige breve, taget flået af og loftsrum, der ryddes. Samt huslejer til 15.000 kr. pr. måned for 3 værelser.

90 lejertillidsfolk, der alle sammen bor i ejendomme, ejet af en kapitalfond, mødte op tirsdag den 9. april i Lejernes LO Hovedstaden. Denne dag var de nemlig inviteret til at dele erfaringerne med at bo i sådan en ejendom. Og der blev øst af erfaringerne: Deltagerne fortalte om de forskellige kapitalfondes måder at agere på. Fælles for indlæggene var, at det for beboerne føles som en invasion, når der straks efter kapitalfondenes overtagelser bliver sat stilladser om ejendommene og taget flået af (for at indrette tagboliger) og loftsrummene ryddet – i flere tilfælde uden at beboerne når at fjerne deres ting, som de så kan konstatere er blevet destrueret.

15.000 kr. for 3 værelser

Der blev fortalt om dårlig administration, lejestigninger, manglende vedligeholdelse og rengøring. Og så blev der talt om, hvor dyre boliger, der kom ud af det hele. På Østerbro bliver der fx udlejet små tre-værelses boliger til 15.000 kr. om måneden, efter renoveringer, der slet ikke er nødvendige.

I mange af indlæggene stod kapitalfonden Blackstone og dens danske administrator, 360 North, centralt. Blackstone og 360 North er selv blandt kapitalfondene i særklasse med dårligt styrede byggesager, mærkelige breve til lejerne og byger af varslinger af lejestigninger.

Opmærksomme boligordførere

De to boligordførere, Merete Dea Larsen (DF) og Kaare Dybvad Bek (S), var med til mødet. De fulgte begge opmærksomt med i indlæggene, spurgte ind og kommenterede – og gik fra mødet med et meget klart billede af virkeligheden i hovedstaden anno 2019. Et billede, de kan bringe med sig ind i Folketinget.

Kaare Dybvad Bek afsluttede sit sidste indlæg med at udtrykke sin respekt for LLO som en dygtig og professionel repræsentant for lejerne.

På direkte TV

Dele af mødet blev transmitteret direkte i TV2Lorrys 19.30-nyhedsudsendelse med interviews med Merete Dea Larsen, Kaare Dybvad Bek og Claus Højte, direktør i LLOH.

 

90 lejere delte erfaringer med at bo i ejendomme, ejet af en kapitalfond. Deltagerne berettede bl.a. om byger af varslede lejestigninger, mærkelige breve, tage, der flåes af, loftsrum, der ryddes og ejendele, der destrueres. Samt huslejer til 15.000 kr. pr. måned for 3 værelser.

 

Andre berettede om, hvordan der straks efter kapitalfondenes overtagelser bliver sat stilladser op og om dårligt styrede byggesager. Her er der sat stillads op omkring Holckenhus i Københavns indre by. Håndværkerne fjerner de originale, blyinfattede vinduer og sætter nye, hvide i.

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top