Klokkerne ringer for LLO
Debatoplæg om fremtidens LLO på vej ud i landet. Nye generationer stiller nye krav. Der er behov for at professionalisere og skarptskære den rådgivning, der er nødvendig. Strukturen skal ændres og visse dele centraliseres. Og så skal LLO’s værdier og kultur fastnagles.
LLO-formand Helene Toxværd var boghandler i sine unge år. Da hun gik til sit første møde med sine to næstformænd om en gennemgribende forandring og helt ny struktur i LLO, tænkte hun på et 400 år gammelt digt. Det er skrevet af den engelske domprovst og digter, John Donne, men blev udødeliggjort af Ernest Hemmingway i hans mest berømte roman ”Hvem riger klokkerne for”. Citatet handler om det store fællesskab i forhold til enegængeren.
”Intet menneske er en ø, en verden for sig… Om en lerklump skylles bort af havet…, (så) bliver Europa (vi) mindre derved. …Derfor skal du ikke spørge hvem ringer klokkerne for – de ringer for dig”.
Altså: Hver enkelt af os er en del af det store fællesskab, og når der er opbrud og frafald og nye krav, så ringer klokkerne for os alle i LLO.
Behov for professionalisering
På hovedbestyrelsesmødet i Nyborg d. 2. september blev de tre toplederes fremtidsoplæg: ”LLO i forandring” drøftet første gang på et oplæg af næstformand Poul Munk. Forslaget skal ses i lyset af tilbagegang i medlemstallet de seneste år, nye generationers forskellige behov og nye krav, behov for at klargøre og fastnagle vores værdier og kultur - herunder de demokratiske - og for at professionalisere og skarptskære den rådgivning, der er nødvendig. Strukturen skal ændres og visse dele centraliseres. I 2025 er målet, at 10 pct. af de danske lejere er medlemmer i LLO.
Dybt engageret debat
Oplægget fik en pæn modtagelse i en dybt engageret debat, hvor mange hovedbestyrelsesmedlemmer tog ordet.
Landsformanden kvitterede med ”tak” for den modtagelse, forslagets grundprincipper fik. Hun føjede til:
”Vi skal huske, at det nok er os, der er LLO, men at vi kun har det til ”låns”. LLO er med sin 100 år gamle historie en interesseorganisation, som vi har arvet fra vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre. Det er arvesølv, som vi har en pligt til at værne om og give videre til de kommende generationer i god stand og med demokratiet intakt. Men omvendt er det vores pligt at handle på, at den struktur vi har i dag, nærmest opfordrer til konflikter, både på økonomi, grænser og andre ressourcer. Historien vil dømme os hårdt, hvis vi ikke agerer på dette”.
Det bedste og det værste
Hovedbestyrelsens medlemmer drøftede efter den indledende debat forslaget i mindre grupper. Her rundede man også ”det bedste” og ”det værste” ved LLO. Som eksempler på det sidste fremførtes bl.a. ”personfnidder”, interne stridigheder, manglende fællesskabsfølelse, mangel på unge, personer, der føler de ”ejer” foreningen og dårlig kommunikation.
Som det bedste gik disse argumenter igen fra gruppe til gruppe:
• Der skal være en modpol til udlejerne på lejemarkedet
• Vi er til for at hjælpe den ”svage” part i en vanskelig situation
• Det nytter noget og vi gør en forskel
• Man brænder for sit nabolag og det, man gør.
Ud til demokratisk debat og tilbage
Med de mange engagerede debatindlæg sendte hovedbestyrelsen forslaget tilbage til forretningsudvalget, som nu skal brede diskussionen ud i alle organisatoriske led af LLO, inden hovedbestyrelsen konkluderer og drøfter det videre forløb. ”Det er måske ikke alles kop te, men det var godt at høre engagementet. Det har altid været og vil fortsat være det bærende i LLO”, konkluderede Helene Toxværd.