Skip to main content

København! Du har alt, men...

Hovedstaden bliver i højere og højere grad kun for de rige. Derfor vil overborgmesteren igen bygge små lejligheder.

En gammel vise om København starter sådan her: ”København! Du har alt, hvad der drager mit sind, jeg er din både ude og inde”.

Ja, det var i sandhed en hyldestvise. Men uanset hvor meget man drages, så er det ikke så let endda at blive københavner – inde i hvert fald. Her stritter kolde facts ganske enkelt imod. Og tendensen går kun én vej: Hovedstaden bliver i højere og højere grad kun for de mere velhavende.

Lukket land

Byen er ganske enkelt ved at udvikle sig til lukket land for familier med lave og mellemstore indkomster, mens de højtlønnede familier rykker ind.

Årsagen er de tårnhøje boligpriser, som stikker mere og mere af fra resten af landet - og har gjort det i de seneste 25 år. Boligøkonomisk Videncenter konkluderer i en omfattende undersøgelse, at den økonomiske ulighed i boligformuer aldrig har været større.

Kendskabet i skred

Og det mindsker vores kendskab til andre klassers virkelighed, når de velstillede klumper sammen i København, mener forfatter og debattør Lars Olsen. Han siger til Netavisen Pio: ”Den grundkvalitet i de skandinaviske lande - med at man i sine barndomsår møder andre sociale klasser - er skredet i dele af Københavnsområdet. Dem, der lever i de kvarterer, kommer til at lukke sig om sig selv. Det præger børnenes skole, og hvem man møder til vejfesten og i det lokale foreningsliv. Det bliver en hovedstads-boble.” Og den slags sociale enklaver for overklassen bliver der, ifølge Lars Olsen, flere og flere af.

I hvert fald viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at næsten hver anden børnefamilie i Indre by og på Frederiksberg tilhører overklassen eller den højere middelklasse. På landsplan er det kun lidt over en fjerdedel af børnefamilier, der hører til de øvre sociale lag.

Små og mindre lejligheder

Men Københavns Kommune med overborgmester Frank Jensen i spidsen vil i de kommende år skrue op for byggeriet af især små og mindre lejligheder. Han vil simpelthen fuldstændig ændre på mange års boligpolitik i byen.

Det skal ske ved at tillade, at op på mod 50 procent af al nybyggeri kommer til at bestå af netop små og mindre lejligheder. Reglerne om boligstørrelse står i kommuneplanen og Kommuneplan 2019 skal behandles politisk i slutningen af 2019. I dag – og de sidste 25 år - må kun op til 25 procent af nybyggeri være små og mindre lejligheder på under 95 kvadratmeter.

Samtidig ønsker Frank Jensen at målrette et større antal boliger til det stigende antal af københavnere, der bor alene og derfor ikke har behov for ret mange kvadratmeter.

Boligpriserne bremses

Der skal bygges 60.000 nye boliger i København i perioden fra 2019 til 2031 eller i gennemsnit 5000 nye om året. Det vil kunne holde prisstigningerne på landsgennemsnittet, står der i en analyse fra kommunens økonomiforvaltning.

”Det er de små boliger, som der er kæmpe efterspørgsel på, og derfor viser analysen, at det er ved at bygge flere små boliger (ca. hver anden), at vi kan holde priserne i København i ro. Hvis vi bygger så meget, som jeg foreslår, vil det betyde, at vi bremser boligpriserne i København, så de følger inflationen og resten af landet,” siger Frank Jensen til Netavisen Pio.

 

Om forfatteren

Se artikler af Kjeld Hammer

Redaktør på Vi Lejere.

Back to top